Min Amanda var fra Kerteminde  
 
Nab, Mac

Schwanenflügel, Axel

 
 
Komponist

Tekst

 
     
   
Min Amanda var fra Kerteminde
og hun kom til København i fjor.
Sikke hendes øjne kunne skinne
hendes tænder var som perlemor.
Hun var slank og rank, og jeg vil anta'
cirka tyve tommer i figur.
Og jeg gik på livet med Amanda
hver engang hun havde udgangstur.
Ja, jeg gik på livet med Amanda,
hver engang hun havde udgangstur.

Skæbnen kommer, når man mindst den venter,
hør nu bare, hvad der mig er hændt:
Sidste søndag traf vi en bekendter
og Amanda sa' han var student.
Med et smil tog han sin hat galant a'
og Amanda smilede igen.
Og så præsenterede Amanda
mig studenten som en barndomsven.
Og så præsenterede Amanda
mig studenten som en barndomsven.

Og vi fulgtes ad til Esplanaden
der var lummervarmt den formidda'
og ved pavillonen spurgte raden
om vi sku et lille bæger ta'
og da just der var en tom veranda
og som sagt det var et dejligt vejr.
blev vi herrer enig med Amanda
om at ta' den lille genstand der,
blev vi herrer enig med Amanda
om at ta' den lille genstand der.

Efterhånden fik vi noget at drikke
jeg kan ikke huske, hvad vi fik
men jeg husker nok, at jeg fik hikke
og gik udenfor et øjeblik.
Men da jeg kom ind igen, jeg fandt a'
der var ganske tomt ved vores bord!
Der var ikke skygge af Amanda
af studenten heller ikke spor.
Der var ikke skygge af Amanda
af studenten heller ikke spor.

Ak, nu er min lykkestjerne dalet,
ranet af en medicinsk student
han er på Kommunehospitalet,
og derinde er jeg ikke kendt.
Derfor spør jeg, tror De, det er sandt a'
læger over kæd og blod har ret?
For når jeg så hitter min Amanda,
er hun ka.ske lavet til skelet.
For når jeg så hitter min Amanda,
er hun ka.ske lavet til skelet.