Det haver så nyligen regnet
Folkemelodi Ottesen, Johan 1890
Komponist Tekst
 
Det haver så nyligen regnet
det har stormet og pisket i vor lund,
frø af ugræs er føget over hegnet, -
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.

Det har regnet, men regnen gav grøde,
det har stormet - men stormen gjorde stærk.
Som de tro'de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt
er der ny overalt
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.

Og de tro'de at hjertebånd kan briste,
og de tro'de, at glemmes kan vor ret;
de skal vide, de aldrig ser de sidste
de skal vide, at ingen bliver træt
Thi, som årene randt
sås det: båndene bandt,
kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.

De kan spærre med farver og med pæle,
de kan lokke med løfter og med løn,
fælles sprog giver vore tanker mæle,
fælles vilje gør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal dér
nye stridsmænd skal her
slutte kreds om den fane, vi har kær.

Ja, det haver så nyligen regnet
og de træer, de drypper endnu.
Mangen eg er for uvejret segnet
men endda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror.