Danmark dejligst vang og vænge Rasmussen, P.E. Grundtvig, Niels Frederik Severin Komponist Tekst     Danmark, dejligst vang og vænge, lukt med bølgen blå, hvor de voksne, danske drenge kan i leding gå mod de sakser, slaver, vender, hvor man dem på togt hensender; én ting mangler ved den have: ledet er af lave. Ved Guds nådig forsyn hegnes dog det meste land, og hvad under Danmark regnes, nyder værn af vand. Ingen nabo, som vil vinde, tør på Danmark gå i blinde, blev kun ledet hængt til rette, skulle det vel tætte. Mejlfarsund os Fyn beskytter, trygt står Møens klint; ind til Gedser ingen rytter ride skal for svindt; Guldborgsund for Lolland genner, Øresund vort Sjælland tjener, hvert land har sit eget lukke, alt må Jylland sukke. Holster, vagrer, lyneborger som en farlig flod gør os Jylland mange sorger, tørster efter blod; lægges af må slig uvane, skam det var at lade rane fra vor mark den mindste tue; pil vi har og bue. Sådan talte dronning Tyre, ret kaldt Danebod: I, som står for Danmarks styre, fatter frejdigt mod! Gabet kan vi vel tillukke, så vi ej os lader plukke af hver fremmed løbeskytte, der får lyst til bytte. Fra moradset vest ved strande til Mysund ved Sli vil vi os en vold bemande, gøre snæver sti. Om forlov skal hver mand bede, hvis han agter ind at træde, nødig skal han atter fare hjem med stjålen vare! – Danemark vi nu kan ligne ved en frugtbar vang, hegnet trindt omkring, – Gud signe den i nød og trang! Gid som korn opvokse knægte, der kan frisk mod fjenden fægte og om Danebod end tale, når hun er i dvale.