Christmas Møller

De danskes stemme

Christmas Møller var ildsjælen bag besættelsestidens danske landsmandsskab og den brede tilslutning modstandsbevægelsen fik.  

af Holger Dahl

Hans fornavne var John Guido Leo, hvoraf han kun benyttede John. Han blev født i 1894 som søn af vekselerer H. C. Møller, og navnet Christmas stammede fra en af moderens aner - en irsk koffardikaptajn. Moderen døde, da CM var 9 år, hvorefter Faderen giftede sig med hendes kusine. Familien boede i Bredgade; men tilbragte somrene i deres store hvide villa Strandvejen 390, i 70erne kendt som Eden club. - CM og hans bror skulle hurtigt vaskes og klæde om til middagsbordet, når de kom fra sejlbåden i Espergærde havn. Nåede de det ikke, måtte de gå til pigerne i køkkenet. Det var skam et hjem med manerer; men man havde ingen stor omgangskreds. En enkelt legekammerat kom i huset, og det var Ole Bjørn Kraft.

Det politiske liv

CM´s første ideal var I. C. Christensen; men på grund af forsvarssagen meldte han sig ind i Akademisk Skyttekorps og den sønderjyske forening Heimdal. I 1916 var han med til at stifte Konservativ Ungdom, i 1920 kom han i folketinget, og i 1922 blev han cand. jur. Med dannelsen af Det konservative Folkeparti i 1916 markerede man et ønske om at distancere sig fra arven fra Højre og udvikle et bredt borgerligt mellemstandsparti med nær tilknytning til institutionerne kongemagt, kirke og folkestyre. Om CM var „rigtig“ konservativ, fremgår kun af den tilslutning eller mangel herpå, som hans politik fik. Desuden afgav han om end i sidste øjeblik selv sin stemme ved at melde sig ud, til trods for at han hele to gange var valgt til partiets leder.
 

John Christmas Møller

I 1932 blev CM formand for partiet, og han brændte for at vise den ny demokratisk konservatisme, der ikke ønskede klasseforskel, men nok personforskel. Han var frustreret over partiets ringe indflydelse og bekymret over forsvarets tilstand. - Det konservative Folkeparti prioriterede jo forsvarspolitikken højt, og holdt øje med Tysklands oprustning. CM advarede mod deltagelse i OL i Berlin i 1936, og fra 1937 forsøgte de konservative desperat at få regeringen til at øge beredskabet. Man sendte breve til officerer, der dog viste meget ringe forståelse for sagen. CM skrev bl. a.: ”…jeg er såmænd slet ikke sikker på, at hvis skæbnen ville blive lige så blid, som den var i 1914-18, så vil man engang fortælle, at det var alt det skyts, Alsing Andersen stillede op og alle de jagere, han anskaffede og alle de små torpedobåde, han byggede, som grundlag af 1937- ordningen, der var skyld i, at vi blev holdt udenfor krigen. Og jeg har ingen interesse i, at mit parti skal have den meget letkøbte mulighed for at slå sig for brystet og fremsætte et forsvarsforslag, som man meget godt ved, ikke kan have nogen interesse nu, fordi det, det nu gælder om, det er, hvad vi kan gøre i Danmark i de første 6, måske 3, ja, måske 2 måneder frem i tiden.”

De indenrigspolitiske spørgsmål havde desværre så stor vægt, at der var for få ressourcer til sikkerhedspolitik, et ord der endnu ikke var opfundet. - Man var optaget af et nyt Grundlovsforslag, der afskaffede Landstinget og nedsatte valgretsalderen. CM gik ind for det, hvilket isolerede ham i partiet. Forslaget blev vedtaget af  rigsdagen; men det faldt ved folkeafstemningen d. 24 maj 1939,- hvor kun 44,46% af de valgberettigede havde stemt ja, 0,54% for lidt. - CM reagerede ved at nedlægge sine formandsposter og sit medlemskab af udenrigspolitisk nævn.

De nordiske lande var kort forinden blevet tilbudt ikkeangrebstraktater af Tyskland, og SR-regeringen mente, at det kunne man ikke afvise, selvom de andre nordiske lande ville sige nej. CM skrev til udenrigsminister P. Munch, at Danmark måtte være på linie med Norge og Sverige og være strengt neutral overfor Tyskland, der jo var hovedmagten i den ene af de to modstående magtgrupper i Europa. - Ved afstemningen blev tilbuddet om ikkeangrebspagt vedtaget, og de konservative stemte ikke. CM var vred og bitter, og d. 3. juni gik han af som partiformand. CM´s mål, at gøre Det konservative Folkeparti til et alternativ til Socialdemokratiet, lykkedes ikke; men med sin holdning til forsvar og nation kunne han selvfølgelig ikke trække sig ud af politik. Han vidste blot ikke, hvor han skulle han gå hen. - Den 1. september ved udbruddet af 2. verdenskrig er det givet, at han fortrød, at han var gået af. Aldrig havde der været større brug for partiet til at presse regeringen til de fornødne forsvarsforanstaltninger. - Den nye partiformand, Fibiger, forstod sagen, og spurgte om CM var villig til igen at lede rigsdagsgruppen; men CM troede ikke på massiv opbakning i partiet. Man lavede en hemmelig afstemning, hvor CM fik 11 mod 10, og på dette grundlag ville han ikke arbejde.

Besættelse.

Da Sovjet d. 30. november 1939 angreb Finland, overvejede den danske regering, hvordan en neutralitetserklæring skulle udformes. CM skrev til udenrigsminister Munch, for at få at vide om en sådan erklæring ville udelukke dansk støtte til Finland. Han havde før bøjet sig for partidisciplinen; men nu stod han frem med krav om at landet fulgte en fællesnordisk kurs. – Da statsminister Stauning i sin nytårstale d. 1. januar 1940 med rene ord sagde, at Danmark manglede både vilje og evne til at forsvare sig i tilfælde af angreb, var CM den eneste politiker, der gjorde noget konkret. Han rejste d. 3. januar til Stockholm, for at orientere sig om nordiske samarbejdsmuligheder, og kunne konstatere, at Danmark var sikkerhedspolitisk isoleret. Begrebet Norden eksisterede ikke mere. –Han aflagde rapport til rigsdagsgruppen, og mente, at der burde sendes en særlig redegørelse til officererne; men han mødte modstand, idet hans initiativer blev opfattet som utilbørlig indblanding. Man var i gang med at forhandle landbrugseksport til England.

Så kom dagen, hvor landet blev taget på sengen, tirsdag den 9. april. Da CM om morgenen hørte om kapitulationsbeslutningen, søgte han at få den omgjort, og han tryglede ”bare en halv time mere”. Og bagefter udbrød han grædende: ”Folkets sjæl er knust.” – Senere på dagen udvidede Stauning SR regeringen med 3 Venstre og 3 Konservative ministre, hvoraf den ene var CM. Hans grundholdning var, at der burde have været kæmpet den 9. april; men han afviste tanken om et opgør, så længe besættelsen varede, og som medlem af samlingsministeriet forsøgte han en linie, der lå mellem hans ønske om modstand og den totale indordning. Han ville have klare grænser for besættelsesmagtens rettigheder, da han fandt, at regeringens politik gik ud på bare at være til rådighed for magten; men det mødte på modstand hos de fleste ministerkolleger, dog fik han regeringen til at sende tyskerne en note d. 30. april. Heri præciseres det, at Danmark håber på en gnidningsfri ordning af forholdene, samt at det formelle grundlag er de tyske løfter af 9. april.

Den 8. juli omdannedes regeringen, idet Erik Scavenius blev udenrigsminister, CM handelsminister og Gunner Larsen trafikminister. Indstillingen var, at Danmark måtte indstille sig på en ny europæisk orden, og derfor finde en plads med et gensidigt samarbejde med et Stortyskland. Intet tydede på at Tyskland ville tabe krigen, og man frygtede, at tyskerne ville lave en naziregering, hvis de mistede tilliden. CM kom hele tiden i samvittighedsproblemer, og den 3. oktober nedlagde han sin post, efter at Stauning havde sagt til ham, at han var en fare for regeringen.

Fængende folketaler.

Herefter optrappede CM sin talevirksomhed. Han var nu frigjort arbejdsmæssigt, og underlagt færre politiske hensyn end tidligere, og efterhånden talte han med rutine og kraft. Aldrig før havde der været en så stor lydhørhed i den jævne befolkning, som der var i de sidste måneder af 1940. Befolkningen var ladt moralsk i stikken, og var uvidende om, hvad der foregik mellem regering og besættelsesmagt. Behovet havde vist sig allerede i september, da Hal Kochs Grundtvigforelæsninger var et tilløbsstykke uden lige i universitetets historie. Men i modsætning til Hal Koch var CM kendt i jævne kredse, og han sagde også ting, der var direkte knyttet til den aktuelle situation, ikke yderliggående, men reel og ærlig information.– Den 8. december var der i Forum et møde i det helt store plan. Der var et 25-mandsorkester og blomsterudsmykning. Dørene blev åbnet kl. 14, og CM kom kl. 15.40. Hævet over snævrende partihensyn talte han, og tilhørerne var opmærksomme og begejstrede. Det var hans kulmination som folketaler, med 15.000 tilhørere. - Dagen efter stillede den tyske ambassadør Renthe-Fink hos Scavenius og krævede CMs talervirksomhed stoppet. - Han havde på to måneder haft ca. 120.000 tilhørere til møder over hele landet. Nationalt kan CM´s indsats vanskeligt overvurderes, den bidrog til det sammenhold, der eksisterede under hele besættelsen.

Illegale kontakter.

CM var nu forhindret i at beskæftige sig med det, han brændte for. Han havde aldrig brugt sin eksamen og vidste ikke, hvad han skulle lave. Han var blevet tilbudt at tage til England, hvor også hans søn gik på kostskole; men han syntes, at han skulle blive. Han havde et dårligt forhold til partiet og blev bitter. Da fik han forbindelse med Frode Jakobsen og var med til at danne Dansk Studiering, og  modstandsorganisationen ”Ringen”. Efter tyskernes angreb på Sovjet i juni 1941 kom han i forbindelse med Mogens Fog, som han opfordrede til at indtræde i Studieringen, da han søgte en så alsidig og bredt sammensat modstandsbevægelse som muligt. Fog arrangerede i sit hjem et møde med kommunisternes leder Aksel Larsen. Det blev til flere møder, og  trods alle divergenser grundlagde de den enhed, der kendetegnede den danske modstandsbevægelse. De mødtes med uforbeholden tillid, og deres vurderinger faldt forbavsende nær sammen. Forbindelsen førte til grundlæggelsen af det illegale tidsskrift ”Frit Danmark”. Formålet var ”uden hensyn til politiske skillelinier at samle de kræfter i det danske folk, som stod på et klart dansk standpunkt…et blad i den nationale samlings tegn”. - Det første nummer udkom i april 1942. - Blandt partifæller stod han forholdsvis alene med viljen til at indgå i samarbejde med kommunisterne uden forbehold. De led af kommunistforskrækkelse; men netop dette samarbejde var grundlaget for den danske modstandsbevægelse.

Der blev nu kaldt på CM fra London: men det var svært for ham at rejse. For CM var England det forjættede land, og kun ved Englands sejr kunne Danmark atter blive frit, så han besluttede sig til sidst til at komme.  Hjemme beklagede regeringen det skete overfor besættelsesmagten, og man var bange for, at der kunne opstå tvivl om om der var mere end én dansk politik. I partiet opfattede man det pinligt, og en af hans venner gik til vælgerforeningen og fortalte, at CM havde betroet ham, at han ikke mere følte sig som medlem, og på det grundlag blev han ekskluderet.

CM havde imødekommet det engelske ønske om en politikers tilstedeværelse og var kommet for at stille sig i spidsen for Det Danske Råd; men han følte sig snart overflødig. Efter 5 uger måtte han konstatere, at han ikke kunne komme igennem og vise Danmarks ansigt. Han havde et opgør med ambassadør Reventlow, og forholdet til de engelske myndigheder var en skuffelse. Han havde regnet med at blive taget med på råd om den engelske politik og operationer i Danmark; men det blev han ikke.

BumBumBumBUM - BumBumBumBUM  - BumBumBumBUM.
(Strofen fra Beethovens 5. symfoni, der blev efterfulgt af Prins Jørgens March)

Alle, der har oplevet besættelsesårene husker BBC´s signal i æteren.- Temaet fra Beethovens 5. symfoni,” Skæbnesymfonien ”. - og tillige morsetegnet for Victory.-  Efter dette signal indledtes de danske udsendelser med strofen fra Prins Jørgens March og så kom: BBC kalder Danmark – Især om søndagen flokkedes danskerne om radioen, for så kom Christmas Møller.

Det var  Kr. Himmelfartsdag den 14. maj 1942, CM første gang talte i BBC, og det blev hans søndagstaler her, der virkelig gjorde indtryk. De blev intet mindre end modstandskampens kraftkilde. Her manede han til nationalt sammenhold, han talte om den engelske politik - om søfolkenes indsats - om nordisk samfølelse o. s. v. Da der i efteråret skete et omslag i den engelske politik, og generalstaben ønskede en højere prioritering af sabotage, holdt CM den såkaldte sabotagetale, med slutningen: ”Gør jer pligt- gennemfør jert værk”, og salmen ”Kæmp for alt, hvad du har kært”.

Det danske valg i marts 1943 var en prøve på den nationale holdning. CM understregede i sine taler, at hver eneste stemme til de danske partier var et nej til tyskerne. Han blev lykkelig over resultatet, her kunne de tvivlende englændere se: 1,9% nazister i Danmark.

I en tale 5 uger før d. 29. august 1943 sagde han: ”Hjemmefronten er den vigtigste. Det er hele folkets modstand mod nazisme, undertrykkelse og terror.”, og hans målsætning var at hele Danmark skulle være det kæmpende Danmark, og at sammenholdet mellem landsmænd skulle holde. Det var altafgørende at få folket med.

Endelig oprandt dagen med Regeringens afgang, og det officielle Danmarks farvel til samarbejde. Nu kunne CM  i mikrofonen sige : ”Søndag d. 29. august vil blive stående i Danmarkshistorien som en af vore største og mest uforglemmelige datoer. Udvisket er den 9. april…vi er først og fremmest uendeligt taknemmelige over, at det endelig skete…”

Frihedsråd og politikere

Frihedsrådet måtte indtil 29. august opleve politikerne som modstandere, for selvom tyskerne nok var hovedfjenden, havde de danske myndigheder været med til at skabe besværligheder for modstandsarbejdet. For CM drejede det sig nu om at få samlet flest mulige kræfter på den rigtige side. Da han rejste til London var han anskuelsesmæssigt på linje med Mogens Fog og Frode Jakobsen; men efterhånden ønskede han også samarbejde med politikerne. Han havde kontakt med sit gamle parti, og understregede her, at det var nødvendigt, at Dansk Samling og kommunister kom med i en overgangsregering, og at denne regerings program var helt afgørende. Hjemmefra advarede de mod kommunisternes store indflydelse i Frihedsrådet, og man gjorde opmærksom på, at de gamle partiorganisationer var helt intakte, og CM måtte erkende, at efter d. 29. august var der ikke så stor interesse for ”dem udefra”. Han frygtede, at hele det gamle kompagni kom tilbage.

Modstandskampen fik stadig større indflydelse på hverdagen. Øget sabotageaktivitet, skarpere tyske forholdsregler og i 1944 store folkestrejker, så CM over BBC kunne sige: ”Ingen hjemmestyrke har vist egen styrke i tyskernes svaghed som den danske. Man kan med beundring se, hvad sammenhold kan udrette. Danmarks Frihedsråd har indbragt sig uvisnelig ære for dets indsats i denne helt fantastiske kamp.”

I februar 1945 fik CM for første gang i 3 år lejlighed til i Stockholm at forhandle med folk hjemmefra. Han vidste, at han ikke ville blive statsminister, og tvivlede på om han overhovedet fik en post i overgangsregeringen. Han følte det nu som sin vigtigste opgave, at hindre splittelse, hvorfor han bad socialdemokraterne om at vise kommunisterne tillid og give dem lidt mere indflydelse og for alt i verden at undgå diskussionen om, hvem der var bedst. Overfor Frihedsrådet krævede han, at hele det kæmpende Danmark skulle tilgodeses og sagde, at Frihedsrådet ikke var et hak bedre end de gamle partier, som heller ikke forstod offerets værdi. Til sin kone, Gertrud, skrev han bagefter: Jeg tror, jeg har gjort nytte.

Tragedien omkring triumfen.

Da CM rejste til Stockholm, var hans søn, lille John, der var løjtnant i den engelske hær, på orlov; og da han kom tilbage fik parret besked om, at lille John var faldet nær Osnabrück i Tyskland på skæbnedagen den 9. april.- Det var et frygteligt slag, netop som krigen lakkede mod enden.

Da CM kom til det festende København lige efter befrielsen, var det som en sørgende og ensom mand, at han blev udenrigsminister i befrielsesregeringen.

Hans vigtigste sager som udenrigsminister var kommunisternes tilbagevenden som legalt parti og Danmarks anerkendelse som fuldgyldig allieret.- Begge dele lykkedes; men det man bemærkede var de kritiserende udtalelser, han kom med. Han sagde f. eks.: ”Hvorfor er forretningsverdenen udelukkende drevet af profitmotiver?” Han havde sagt det samme; i 30erne; men nu var han under mistanke. I en  tale i Stege den 8. juli lykkedes det ham på en time at krænke så at sige alle dele af befolkningen. Han kaldte på større offervilje mod nøden i Norge og Holland, og han vendte sig mod Frihedsbevægelsens hetz mod embedsmænd. Han sagde, at landbrugspriserne måtte forhandles, så det prisniveau, man havde haft under besættelsen, blev sænket, og fagforeningerne fik at vide, at krigen blev ikke vundet med 40-timers arbejdsuger, og det ville freden heller ikke blive. Det var en åbenhjertig tale af en politiker, der ikke forstod en brik af det hele.

De konservative var trods balladen villige til at betale for at få CM tilbage. Selv trak han tiden ud, fordi andre tumlede med planer om at danne et nyt parti. Blandt dem var Frode Jakobsen, som betegnede socialdemokratiets program som ”den gamle tids politik”, der kun tog hensyn til én samfundsgruppe; men det blev ikke til noget, og 4 måneder efter hjemkomsten genindtrådte CM i partiet. - I det konservative program stod der ikke noget om Sydslesvig, skønt spørgsmålet var aktuelt. Man var  ikke sikker på om grænsen skulle ligge fast, og CM fremsatte derfor sin egen erklæring. Han mente, at der ikke var et grænseproblem i 1939, og  en grænseflytning kunne hævne sig i århundreder.

Befrielsesregeringen skulle alene danne overgang til normale demokratiske tilstande; og på grund af dens brede sammensætning var der grænser for , hvad man kunne enes om. Det var derfor naturligt, at statsminister Buhl ved rigsdagens åbning i oktober 1945 udskrev valg. - CM´s forestillinger om et tæt samarbejde mellem de konservative og socialdemokraterne, viste sig at være et luftkastel. Selv sagde han, at valget blev ”et forfærdende udtryk for, at Besættelsestiden og Krigen var glemt.”

Venstre gik frem, og dets leder Knud Kristensen blev ny statsminister. I grundlovstalen i 1946 sagde Knud Kristensen: ”Sydslesvig genvundet, det er kampens mål”. Herover blev CM så ophidset, at han mente, der burde stilles et mistillidsvotum; men det var der ikke stemning for, og således begyndte splittelsen i den konservative gruppe. CM trak sig  tilbage som  formand.  Han udmeldte sig af partiet og stillede op som løsgænger i Sønderjylland .

Christmas Møllers endeligt

CM udtrykte sit syn på situationen således: ”Jeg tror, jeg har haft den rigtige opfattelse af, hvorledes Danmark for sit vedkommende bør bidrage til folkefred og genrejsning i Europa.” Han havde troet, at krigens broderskab ville række ind i freden, og frem for alt i hans eget land. Han ville ikke glemme, at Aksel Larsen var med, ”da vi såede modstandsbevægelsens første frø”, og han havde ikke glemt Frode Jakobsens vældige indsats. ”Jeg kendte bogstaveligt talt ikke forskel på landsmænd, da jeg vendte hjem. Jeg troede, at vi ville have så nemt ved at finde hverandre, blot vi talte rent ud til hverandre. Jeg mente, der var mindre partipolitik, mere landsmandskab i landet. Og hvor jeg ikke fandt denne ånd, der brugte jeg kritik, ligesom jeg søgte at bringe en tone af humanitet ind i det nødvendige opgør efter besættelsen.”

Næsten symbolsk døde han alene hjemme. Han blev fundet på gulvet i soveværelset – på vej hen, formodes det, for at tage et glas vand. Bisættelsen var ukristelig, og urnen blev i hjemmet hos Gertrud, først i Farimagsgade, derefter på Carl Ploughs Vej og til sidst på et plejehjem. Meningen var, at den efter hendes død og sammen med hendes egen skulle nedsættes i de ukendtes grav. - Sådan gik det ikke. Ved en forglemmelse henstod urnen på eksekutorens kontor. Først da formiddagsbladene fik fat i skandalen, fandt CM’s jordiske rester ro.

Ved sin død var Christmas Møller ensom - uden parti og støtter. Han store betydning for besættelsestidens Danmark er beskrevet og anerkendt også internationalt, men fra politisk og officiel side har hæderen været afdæmpet. Man kan synes, at det har været dyrt at være idealist, og at den kollektive tak har været ringe.

Christmas Møller var ubetinget den politiker, der ydede den største indsats ved etableringen af en samlet modstandsbevægelse, ligesom det var ham, der skabte det sammenhold, der gjorde den overvejende del af befolkningen til støtter for modstandsbevægelsen. Herved blev Danmark anerkendt som fuldgyldig allieret. Christmas Møller fortjener at blive husket også i sin barndomsby, Espergærde, og jeg stiller derfor følgende forslag til beslutning ved generalforsamlingen den 20. april 2004:

„Historisk Forening for Espergærde og Omegn“ vil arbejde for, at der i Espergærde opsættes et minde for John Guido Leo Christmas Møller. Dette kan f. eks. være en mindeplade opsat på muren til Strandvejen 390, og om muligt vil den blive afsløret den 5. maj 2005. Der nedsættes et udvalg til at arbejde med sagen.“

Det vil glæde mig meget om medlemmerne vil slutte op om forslaget og tillige vil komme med idéer til fremskaffelse af de fornødne midler.
 

Om Christmas Møllers tilhørsforhold til Mørdrup Strandvang

af Kjeld Damgaard

Det var ingen tilfældighed, at John Christmas Møllers forældre havde sommerbolig på Strandvejen nr  390. Johns fader var nemlig ud af en lokal slægt, som langt op imod vor tid, har haft efterkommere i nærområdet.

Sådan set boede vekselerer Hans Christian Møller  og hans hustru Kirstine Møller f. Hansen ikke i Espergærde, men på Mørdrup Strandvang. Det er nødvendigt at få dette på plads for at forstå sammenhængen i de omflytninger, der skete i slutningen af 1880’erne.

Vi må således også starte med at konstatere, at hele området syd for Strandvangsvej og frem til nuv. Hornbækvej var marker, der hørte til Mørdrup landsby. Ved udskiftningen og udflytningen i slutningen af 1700-tallet udflyttedes et par gårde til Strandvangen, bl.a. en gård med navnet Grydemosegaard (ikke at forveksle med den langt senere Grydemosegaard ved Hovvej i Tibberup). Denne gård lå omtrent på hjørnet af nuværende Lindevej og  Stokholmsvej, men brændte i 1888 efter et lynnedslag. Tragisk nok ramte lynet også gårdejeren, Hans Sylvester Hansen, hvorved han blev dræbt. Hans enke, Emma, sad nu tilbage med fire børn, hvoraf den yngste var 7 dage gammel.

Emma Hansen, der i øvrigt nåede den sjældne alder af 100 år, måtte derfor sælge jordene til en svigerinde - en søster til Hans Sylvester Hansen. Søsteren hed Else Hansdatter og hun var gift med Hans Nielsen. De byggede nu en ny gård op, men denne gang blev den placeret ved Strandvejen, med indkørsel fra nu værende Gylfesvej - og fik navneforandring til Strandvangsgaarden. Af denne er der i dag kun stuehuset tilbage, nuværende Gylfesvej  3.

Under genopbygningen af gården boede Else og Hans Nielsen i det lille hus ved Strandvejen, som hed „Strandlyst“ - det lå hvor nu nr 390 ligger. Det var en mindre villa, som en slægtning, Niels Hansen, ejede. Huset var egentlig bygget til at leje ud om sommeren til landliggere, men blev altså nu taget i brug af familien.

Familien solgte imidlertid allerede i 1894 Strandvangsgaarden efter at have solgt en række byggegrunde langs Strandvejen, bl.a. til det nuværende Strandhøj.

Else og Hans Nielsen fik 5 børn, hvoraf nr. 2 var en pige ved navn Kirstine, som blev gift med en Møller. Deres søn hed Hans Christian Møller. Han var første gang gift med Anna Katinka Christmas, og de fik bl.a. sønnen John Christmas Møller.

Af Else og Hans Nielsens andre børn kan nævnes, at en søn, Anders Hansen, fik „Bakkegaarden“ . Han var gift med Karen og de fik sammen bl.a. en søn ved navn Johannes (senere kaldet „Bakkegaardsbonden“). Deres søn, Gunnar, blev den sidste landmand på Bakkegaarden.

En datter af Else og Hans Nielsen hed Karen. Hun blev gift med skipper Jacob Aanonsen, der boede lige nord for Egebæksvang Kirke. De fik bl.a. to døtre, Else og Julie.

En anden datter af Else og Hans Nielsen, Albina, blev gift med  Jacob Peder Frandsen, en søn fra Sølundegaard i Harreshøj. Han var en halvbror til mølleejer og gårdejer i Tikøb Frands Olsen. Også deres efterkommere har boet på egnen op til vor tid.

John Christmas Møller havde således mange grandfætre og -kusiner i den gamle Tikøb Kommune.