En mørk septemberaften 1943 kom Gunnar ind i forretningen, (Gunnar var en illegal forbindelse, jeg havde en del at gøre med på den tid). I hælene på ham kom to unge mænd, det var et par kæmper at se på, høje bredskuldrede fyre med nogle søstøvler på af en størrelse, jeg aldrig har set lignende.

Gunnar fortalte, at det var et par svenske sømænd, der i en robåd var taget herover for at give os et nap med at sejle flygtninge til Sverige.; det var på det tidspunkt, da jøderne blev forfulgt af tyskerne. De to svenskere var gået i land lidt nord for Snekkersten og var gået hen ad vejen for at ”sondere terrænet”, men da de kom tilbage , hvor båden skulle ligge, var den væk – tyvstjålet (for resten meget almindeligt på de tider). Svenskerne var nu selv i den situation, hvor de trængte til hjælp. Tilfældigvis kom Gunnar forbi og gav sig i snak med svenskerne og blev sat ind i situationen. Han tog så svenskerne med sig og bad mig sørge for resten. Nå, jeg kiggede lidt op og ned ad fyrene, mest op, og tog dem så hjem og indlogerede dem hos min mor. Mor boede sådan lidt væk fra Strandvejen, så dér var de bedre gemt for nysgerrige blikke. Det var ikke første gang, at mor havde fremmede boende, så mor var ”med på holdet” med det samme.

Der gik et par dage, og der havde stadig ikke vist sig nogen lejlighed til en Sverigestur. Svenskerne var jo nødvendigvis spærret inde om dagen, kun aftenen turde vi gå en tur ned ad Strandvejen, hvor de kastede længselsfulde blikke mod den oplyste svenskekyst. Der var folk nok, der skulle over, men vanskeligheden lå jo i at skaffe en båd, der kunne blive derovre.

Så en aften ved 23-tiden ringede telefonen, om jeg ville komme op på Stokholmsvejen med det samme. Jeg tog straks min cykel og spurtede af sted.  – I et bagværelse bag købmandsforretningen sad seks jøder, 2 kvinder og 4 mænd. Uhyggelige så de ud, de så nærmest ud som de var på sammenbruddets rand, snavsede og trætte, angsten mærkedes i hver af deres bevægelser, der havde ikke været i seng i flere døgn. Det sidste døgn havde de tilbragt i en skov ved Niva, men alle forsøg på at komme over Sundet var glippet. Jeg forklarede, at jeg havde folk til at ro, og jeg havde på det tidspunkt også fået løfte om båd, men den lå i Helsingør og kunne først hentes næste dag. Resultatet blev, at jøderne skulle blive i købmandens bagrum og se at få lidt søvn, og så måtte vi se tiden lidt an til næste dag. Jeg kørte derefter hjem og i seng.

Kl. 1 kimede telefonen igen, jeg skulle komme øjeblikkelig med de svenske sømænd, for nu var der kommet en båd hjem, den havde været i Sverige en gang samme aften, men vind og strøm havde været så hård, at mændene ikke selv kunne klare en tur til – og så ville de overlade os båden. Strømmen havde endda været så hård, at de havde været nødt til at gå i land helt inde ved Helsingør.
 

Cykelhandler Eigil Christensen

Men først måtte vi se at finde noget andet fodtøj til svenskerne; deres store tunge træskostøvler rungede som et helt kompagni soldater, hver gang de satte foden til jorden. Hele købmandens lader af kludesko kom frem, men der var ingen, der var store nok.  Til sidst måtte vi tage de to største par og sprætte dem op i hælen og binde dem på fødderne af de to svenske gutter.

Det har sikkert været et kosteligt syn at se denne karavane drage af sted – der var efterhånden blevet et større antal. Først de seks jøder, så de to mænd, der havde fulgt dem fra Nivaa, de to mænd, der skulle vise vej til båden, de to svenske såmænd og til slut min ven ”Malle” og jeg selv. Svenskerne havde fået hver en lille kurv med ost og æg, som de skulle have med hjem. De vogtede disse ting omhyggeligt. Det var komisk at se disse to kæmper i flækkede kludesko og med en kurv i den ene hånd og et par kæmpemæssige støvler i den anden, men det var dog først bagefter, at man tænkte på det komiske.

Så startede turen. Den gik ”bag om” - på Strandvejen skulle vi selvfølgelig ikke have noget af at komme mere end højst nødvendigt – igennem Egebæksvang til udfor Ørenæs. Her drejede vi op i skoven for også at komme bag om Snekkersten. Bælgmørkt var det, ikke andet end den svage stribe strimmel mellem træerne, hvor vejen skulle gå. Mændene fra første bådetur førte an, de havde været på turen en gang før. Jeg bemærkede til den ene, at vi vist skulle holde mere til højre, men nej, det var den rigtige vej, sagde han, bare et lille stykke til, så kom vi til en lysning, og så var vi der. Vi gik lidt igen, der kom ingen lysning, vi travede stadig videre. Det havde lige regnet, af og til pjaskede vi igennem en vandpyt. Ingen sagde noget, bare videre. Til sidst standsedes vi af et jernbaneled!! ”Mener du stadig, at vi er på rette vej”, spurgte jeg. Næh, nu var han da klar over, at vi var gået galt, og han anede ikke, hvor vi var. ”Så kan jeg sige dig det, vi står ved Flynderupledet!”

Så bad han mig føre truppen videre. Det var ingen let sag i det mørke, men nu vidste jeg da hvor vi var. Turen gik derefter videre igennem ”Tyvekrogen”, forbi den store sten, og ved et rent tilfælde – jeg aner ikke den dag i dag hvordan – gjorde jeg holdt præcis uden for lågen til Skovvejen i Skotterup, det sted, hvor vi skulle ud. Resten af turen bag om Snekkersten var ingen sag, og dog, da vi kom til Rønnebæralléen, fik den danske politivagt færten af, at der var noget på færde, men da var vi allerede sluppet forbi.

Kl. 04.10 gik holdet i båden, det sidste svenskerne sagde til mig, var: Får vi nu lov til at tage vore støvler på?”. Kludeskoene står måske på stranden endnu. Da vi gik hjemad, gik politiet endnu og søgte med lommelygter i hækkene langs vejen.

KOMMENTARER TIL ARTIKLEN:

Eigil Christensens moder boede dengang på Strandvangsvej 6. Købmanden på Stokholmsvej var købmand N.K. Pedersen, Stokholmsvej 23. Den i artiklen gode ven ved navn „Malle“ var  murermester Emanuel Mathiasen, medens „Gunnar“ er identisk med bådebygger og træskærer Gunnar Christensen, Tikøbvej.

Tak for hjælpen med identifikationen m.v. til: Fini Pode Pedersen, Ib Christensen, Hjalte Nattestad, Ulla Sørensen og Bjørn Andersen./KD