af Lisbet Holck Jensen (Fra Egebækken nr 32 og 33)

Indtil 1887, hvor Hellebæk og Hornbæk sogne udskiltes, var Tikøb sogn Sjællands (og et af landets største) med ca. 18.000 tdr. land. Foruden Tikøb bestod sognet af 32 større eller mindre landsbyer/fiskelejer, og der var i 1860 ca. 8.000 indbyggere – og var dermed befolkningsmæssigt Danmarks 7. største kommune!

Området var præget af store skovområder, dyrket land samt kyststrækninger. Befolkningen ernærede sig foruden af landbrug af fiskeri og industri, men også skovarbejde og beskæftigelse med relation til skoven var vigtig for den store husmandsklasse.
Ifølge forskerne var det netop de store skovområder, der tiltrak fattige arbejder- og daglejerfolk, idet de let kunne nedsætte sig som skovarbejdere. Som for andre af denne klasse skulle der kun få uheld til at bringe dem på fallittens rand. Dette betød selvfølgelig en stor belastning for sognets fattigkasse, omtrent 9000 rdl. årligt, hvilket var et anseeligt beløb for en landkommune i datiden: men bekymrede det sognets gode mænd, at beløbet var så stort og dermed trykkede skatteyderne voldsomt, så bekymrede det dem endnu mere, at pengene tilsyneladende ikke gavnede forholdene overhovedet.

Forhenværende formand for Tikøb Sogneforstanderskab, senere kammerråd og amtsrådsmedlem, Jørgen Rasmussen til Flynderupgaard var blandt andet medlem af bygningskomitéen for fattiggården. Han skrev i 1862 en artikel i ”Ugeskrift for Landmænd” om forholdene i Tikøb Sogn:

”Man gav den Fattige Husly, Ildebrændsel, Brød og Ugepenge, men huslyet var ofte slet, Boligen uren og usund, Ildebrændslet kom som oftest andre til gode end den svage og fattige, som det var tiltænkt, Brødet spiste nogle, men andre solgte dette til Brændevin og Kaffe, og Pengene blev næsten udelukkende anvendte til sidstnævnte Artikler, de Fattiges Leje var haardt og urent, deres Paaklædning Pjalter, opfyldte med Utøi, deres Føde i det hele knap og ussel, og deres Pleie som oftest slettere end Quægets. [..] Børnene blev udsatte i pleie, men oftest hos lastværdige Personer; [..] med stort besvær fik Sogneforstanderskabet Børnene anbragte og, som sagt, uagtet den bedste Villie, ofte på sådanne Steder, hvor der i Barnets unge Alder blev nedlagt Frø til alt Ondt; [..] Fattigvæsenets Børn afgave de fleste Kandidater til Tugthuset.”

Chr. Søeborg (fattiggårdens forstander) skriver i sin bog i 1863, at den fattige var blevet så forkælet, at han ofte bortkastede det brød, der blev ham givet, fordi han ikke fandt det godt nok; dovne forældre sendte børnene på tiggervandring, og fra myndighedernes side blev der ikke gjort nok for at undersøge den trængendes forhold tilstrækkeligt - hjælpen blev ofte givet til uværdigt trængende.

Derfor besluttede sogneforstanderskabet i Tikøb at bryde med "den gamle, forældede, uhensigtsvarende og tildeels unyttige Fattigforsørgelsesmaade og danne sig et varigt og velsignet minde hos den nuværende og tilkommede fattige” nemlig i form af en Forsørgelses- og Arbejdsanstalt.

Man søgte således i april 1859 indenrigsministeriet om tilladelse til at opføre anstalten, og denne blev givet få måneder senere. Der blev samtidig givet tilladelse til at optage et lån på 15.000 Rd. i "Bikuben", og byggeriet gik straks i gang.

Forbilleder for Tikøb Anstalt

På Viborg Stænderforsamling i 1840’erne omtaltes de slesvigske anstalter, så man må formode. at der har været et bredt kendskab til disse anstalter i kongerigets fattigvæsenskredse.

Den første forstander på anstalten i Tikøb, Christian Søeborg, henviser i en senere afhandling til egne erfaringer ”i det Holstenske” samt til de vedtægter, som bliver udarbejdet for Tikøb anstalt, at de ”ere baserede paa samme Indrømmelser og Bestemmelser som de Slesvigske Anstalters”. Desuden ses det i Anstaltens korrespondancejournal fra 1861, at Søeborg har været i Slesvig-Holsten inden åbningen af Tikøb Anstalt, idet han den 17. april 1861 fremlægger sit rejseregnskab til direktionen.

De første fattiggårde i helstaten blev oprettet i Vestslesvig i 1820'erne, bl.a. i Døstrup i 1826. Den første fattiggård i kongeriget var anstalten i Gamst i Ribe Amt, oprettet i 1840, som også havde de slesvigske fattiggårde som forbillede. Argumenterne for oprettelsen, reglement, daglig ledelse og strukturen på Gamst Fattiggård ligner til forveksling det, der ca. 20 år senere kom til at gælde for anstalten i Tikøb, hvilket peger på samme inspirationskilder.

Fattiggården i Tønder (oprettet 1854) var den af de nordslesvigske anstalter, der havde det strengeste reglement, og al hjælp uden for denne blev nægtet. De oprindelige 140 understøttede personer i byen blev reduceret til ca. 40 lemmer da anstalten åbnede, og i 1860 udtalte en af idémændene, at projektet var blevet en succes. Fattiggården i Tønder kan meget vel have været den, Søeborg besøgte, og som blev forbillede for Tikøb.

Fattiggårdene adskilte sig fra andre fattiginstitutioner ved, at understøttelsen i form af bolig, forplejning og arbejde skulle nydes og ydes i anstalten og kun der. Ufrihed, disciplin, sparsom forplejning og omfattende arbejdstvang skulle skræmme og indgyde frygt hos enhver, der blot havde den mindste mulighed for at klare sig selv. Således ville det kun blive den ægte trængende, der søgte om hjælp, og dermed ville udgifterne mindskes, også fordi den kollektive forsørgelse betød besparelser. Desuden ville moralen højnes hos den fattige og deres børn, og disse ville dermed ikke komme til at ligge fattigvæsenet til byrde senere i livet.

Selve fattiggården

Tikøb Forsørgelses- og Arbejdsanstalt var i forhold til andre fattiggårde og til sognets øvrige bygninger, en imponerende stor institution, beregnet til at kunne rumme 150 lemmer. Den bestod af en hovedbygning på to etager, med et grundareal på 425 m2, og var placeret lidt uden for Tikøb by (bygningen ligger der stadig - der er i dag ejerlejligheder). I stueetagen var der 5 arbejdsstuer (kvinde- og mandsopdelt) samt køkken, og her havde også forstanderen sin treværelses lejlighed. Der var en forsamlingsstue til sogneforstanderskabet, og opsynsmanden havde et værelse. På 1. sal var der 8 sovesale, ligeledes kønsopdelte.

Bag hovedhuset lå en et-etages bygning (på 280 m2), med 4 mindre værelser (til de ældste og svageste), vaskehus, arresten, værksted, sygestue (til 4 syge), 2 bømestuer (spise/legestue og sovestue) samt stald til 2-4 heste. Desuden var der en svinestald til 12-16 svin samt en bygning med 3 latriner. Om hele anlægget var der bygget et næsten 2,5 m. højt plankeværk. Man kan undre sig over, at der ikke var kostald, men anstaltens store mælkeforbrug ville kræve et meget stort kohold. Der var mere økonomi i at købe mælken.

Til anstalten hørte 5 tdr. land, og her dyrkedes byg, kartofler, boghvede, roer, urter og grøntsager, dels til husholdningen, dels til svinefoder. Som det ses, var produktionen ikke lagt an på 100 % selvforsyning (der dyrkedes f.eks. ikke rug og havre). Det skyldtes, iflg. Søeborg, at dette ville medføre lejet pløjekraft, og det ville desuden kræve plads til sædopbevaring, udtærskning og redskaber. Jordtilliggendet skulle ikke være større, end at der ved lemmernes arbejdskraft så vidt muligt kunne dyrkes urter til den daglige bespisning.

Anstaltens stolthed var et moderne varmeapparat, leveret af Baumgarten & Buurmeister i København. Det havde kostet så meget som 2250 Rd. Varmeapparatet opvarmede hele hovedbygningen og sørgede for en ensartet varme på såvel sove- som arbejdsstuer. I baghuset skete opvarmningen med kakkelovne.

Målsætning

Målet med etableringen af anstalten er allerede beskrevet af såvel kammerråd J. Rasmussen som Chr. Søeborg i deres skrifter. Men det fremgår også af Søeborgs skrift, at han (og iflg. ham også mange andre) finder den eksisterende fattigforsørgelsesmåde forældet og De Fattiges Kasse utilstrækkelig. Han ønsker nytænkning og opstramning på området, hvorfor hans afhandling også kan ses som propaganda og dokumentation med henblik på at få ændret fattigpolitikken og fremmet fattiggårdstanken. I vedtægten, som blev skrevet i 1861 (men først i 1864 stadfæstet af ministeriet) står: "Anstaltens Formaal, er at forsørge de Trængende paa en bedre og om muligt billigere maade end hidtil; at forskaffe de Fattiges Bøm en Opdragelse, der kan gjøre dem skikkede til i Fremtiden at blive nyttige Medlemmer af Samfundet og endelig, at tvinge den dovne og uordentlige til at arbeide for sit Ophold."

Det oprindelige reglement fra 1861.

Den 1. april 1861 kunne Tikjøb Forsørgelses- og Arbejdsanstalt slå dørene op, og ret hurtigt begyndte de nye beboere at flytte ind - allerede d. 2. april ankom to piger på hhv. 10 og 12 år, 3. april 7 personer (heraf 2 bøm), og ved udgangen af april var der 58 lemmer.
Ifølge 1861-reglementet (§ 10, pkt. 1) var "Enhver, der er berettiget til og forlanger fast eller midlertidig Understøttelse af Fattigvæsenet forpligtiget til at modtage denne i Anstalten. Om herfra kan gjøres undtagelser, bestemmes af Sogneforstanderskabet i hvert enkelt Tilfælde."

Når den fattige var optaget på anstalten, blev vedkommende skrevet op i hovedbogen. De (evt.) medbragte ejendele blev inddraget og noteret, ligeså hvad der fra anstaltens side blev udleveret (typisk tøj, træsko, kam og kniv). Havde den fattige brugbare "gangklæder", skulle de slides op, før der blev udleveret fattiggårdstøj. En gang årligt blev der holdt auktion over de således indkomne sager, og beløbet herfor indgik på de respektives konto (§ 10, pkt. 3).

Der blev ført regnskab med lemmets arbejde og værdien af dette, således at det kunne ses, hvorvidt den fattige stod i gæld eller havde til gode i anstalten. I tilfældet af, at den fattige blev udlejet til arbejde udenfor anstalten, blev lønnen herfor også sat på den enkeltes konto. Såvel arbejdet på, som udenfor anstalten, kunne ikke nægtes af de indskrevne, det var alene direktionen, der fastsatte reglerne herfor (§ 10, pkt. 4 og 5).

At blive fattiggårdslem var ikke nødvendigvis det samme som permanent ophold. Hvis man kunne skaffe sig et arbejde uden for anstalten og forsørge sig selv, havde man tilladelse til at udtræde - såfremt sogneforstanderskabet gav tilladelse hertil. Sogneforstanderskabet havde i øvrigt ret til at kræve sine udlæg tilbagebetalt, inden tilladelsen blev givet (§ 10, pkt. 7).

På fattiggården blev kønnene adskilt; dog var der kamre til ældre ægtefolk, og små bøm (under 7 år) blev heller ikke kønsopdelt (§ 10, pkt. 12). Til gengæld blev de fjernet fra mødrene, der ikke måtte have indflydelse på deres opdragelse, denne stod forstanderen ene og alene for (§ 19). Bømene skulle i øvrigt, når alderen var til det, følge skolen, og efter skole lave deres lektier samt det arbejde, de var sat til (§ 18).

Også dagligdagen følger særlige regler: Alle, der ikke var forhindret af sygdom el. lign. skulle stå op kl. 5.30 i maj, juni, juli og august, kl. 6 i marts, april, september og oktober, og kl. 7 i november, december, januar og februar. Derefter skulle lemmerne vaske sig og gå til arbejdsstueme, hvor de fik 1/2 time til at indtage dagens første måltid. Herefter skulle der arbejdes til kl. 12 (om sommeren var der dog indlagt 1/2 times pause), hvorefter middagspausen varede 1 time om vinteren, 2 timer om sommeren. Eftermiddagen gik atter med arbejde til kl. 7 (vinter) eller kl. 8 (sommer), igen med 1/2 times pause om sommeren.

Herefter spiste man aftensmad, og sengetid var hhv. kl. 9 vinter, og kl. 10 sommer (§ 11).
Der stilledes store krav til renlighed, hvilket betød, at den enkelte skulle "beflitte" sig på at holde ikke bare kroppen ren, men også klæder, redskaber o.a. Efterladenhed og uorden ville medføre påtale og i værste fald straf (§ 16).

Hvad den daglige forplejning angik sagde reglementet, at den skulle være "tilstrækkelig, sund og reenlig tillavet". Det var forbudt at ryge tobak, og naturligvis var alkohol aldeles forbudt (§ 10, pkt. 9) - drikfældighed var jo netop en af de store årsager til manges fattigdom, ifølge tidens opfattelse.

Kosten bestod af flg.: Morgenmad: Ca. 1/2 I. varm mælk eller øl og 1/2 pund brød. Aftensmad: Udkogt vandgrød med mælk. I maj, juni, juli og august fik lemmerne desuden til frokost (formiddag) og vesper (eftermiddag) 1/2 pund brød og 1 lod smør, samt "i reglen Øl, til dem der arbejde ude i marken". Middagsmaden skiftede hver af ugens dage, og bestod af kødsuppe med brød, byggrynsvandgrød og sild, kål med brød og flæsk, byggrynsvælling med brød og smør, gule ærter med flæsk og brød, byggrød kogt i mælk, og endelig lørdag, øllebrød og klipfisk (se bilag 2). Jule- og nytårsaften fik lemmerne risengrød, klipfisk og kartofler samt øl.

Lemmernes personlige frihed lå i særdeles faste rammer. Følte en indskreven sig forurettet af forstanderen måtte han "ikke desto mindre adlyde ham" (§ 17), og denne havde også ret til at straffe lemmerne for mindre forseelser, og for grov ulydighed og opsætsighed at indespærre dem (§ 7, pkt. 3). I forbindelse med arbejdet var samtale ikke forbudt, men "uanstændig, højrøstet og støiende Tale" skulle straks standses (§ 12). På fridage kunne forstanderen give lemmerne tilladelse til at forlade anstalten, iført et udgangstegn, men han skulle oplyses om, hvor vedkommende gik hen. Havde fattiglemmet ikke opført sig ordentligt i den forgangne uge, skulle han ikke forvente at få udgangstilladelse (§ 14). Besøg måtte, efter tilladelse fra forstanderen, i reglen kun modtages på fridage eller i fritiden (§ 15).

Sådan lød kravene til og vilkårene for fattiglemmerne altså. I § 17 tillades det dog en indskreven at klage, hvis vedkommende følte sig forurettet - "et Lem kan [... ] med Beskedenhed henvende sig til Directionen med sin Klage", og hvis dette ikke hjælper, forlange at klagen bragtes for sogneforstanderskabet, hvilket selvfølgelig skulle føres til protokol.

Den øverste ledelse af anstalten var sogneforstanderskabet. Men for det egentlige tilsyn og kontrollen stod en bestyrelse (direktion), hvori præsten var formand. Udover et ugentligt tilsyn var det bl.a. direktionens opgave at kontrollere arbejdet på anstalten, "lemmernes" indsats, deres "orden og renlighed" samt madens tilstrækkelighed og kvalitet. Desuden skulle direktionen sørge for, at forstanderen overholdt vedtægterne og kontrollere hans regnskaber, og den kunne, om nødvendigt, advare og i sidste ende suspendere ham, hvis han misrøgtede sit job.

Tikøb Fattiggård to år efter åbningen

Den officielle fremstilling

1. januar 1863 skrev forstanderen ved Tikøb Arbejds- og Forsørgelsesanstalt, Chr. Søeborg, en afhandling vedr. ”Bemeldte Anstalt og dens hidtidige Virksomhed”.

Som tidligere nævnt kan afhandlingen betragtes som en slags propaganda, men den er også en manual for oprettelse og drift af en fattiggård - undertitlen er således ”En fattigforsørgelses-Maade, nærmest for Land-Communer”.

Det er af stor betydning, at skriftet er dateret januar 1863. Det var nemlig i samme måned, at Indenrigsministeriet tilbagesendte sit svar på fattiggårdens reglement til sogneforstanderskabet, i hvilket ministeriet stillede krav om flere ændringer. Man kan formode, at det har været vigtigt for folkene bag fattiggården, at argumentere offentligt for deres synspunkter, således at regeringen i den endelige afgørelse ville få vanskeligere ved at gå imod dem.

Hvordan er det så gået de forløbne to år, ifølge forstander Søeborg? I hovedpunkter følgende:

- Anstalten har rent praktisk den fordel, at arbejdet koncentreres på ét sted, hvorved udarbejdelse af forsørgelsesplaner bortfalder og de respektive sogneforstandere fritages for at uddele fattighjælp i deres distrikter.

- De gamle, svage og fattige har intet selvværd. Men nar de kommer i anstalten, og de får lov til at arbejde, får de selvværd gennem dette.

- For personer, der er spolerede, der ikke er vante til at arbejde, eller måske tidligere er straffede, er det naturligvis svært at arbejde, siger Søeborg. Her er det, at anstalten har sin store nytte, fordi mange hænder under en kyndig ledelse kan udrette det utrolige.

- Om fattiggårdens rolle som skræmmemiddel er han lidt vævende, når han skal retfærdiggøre de ”værdigt” trængendes ophold her - for i deres tilfælde er der jo ikke tale om afstraffelse, men om at de opnår glæde og opmuntring ved opholdet, og dette er umiddelbart svært at forene med opfattelsen af indskrivning som en trussel! Men iflg. Søeborg bliver disciplinen en fornøjelse for de ”gode” fattige; f.eks. er udgangsforbuddet kun at forstå som et gode for lemmerne, for når søndagen kommer, og ugens ulastelige opførsel medfører udgangstilladelse, imødeses denne med ”dobbelt glæde”. Denne underkastelse var i øvrigt, tilføjer Søeborg, ikke værre, snarere bedre, end hvad tyende normalt måtte underkaste sig, og blev derfor kun til tvang for den arbejdssky og dovne.

- Søeborg beskriver nøje vigtigheden af, så vidt muligt, ikke at placere fattiggården i nærheden af en kro, idet man må erindre, at der på fattiggården er samlet så godt som et helt sogns drikfældige. I den forbindelse nævner han, at søndagsaftenerne er slemme og kun lidet lykkelige for en forstander, fordi skænderier og slagsmål ofte er forekommende, når lemmerne kommer hjem. Her er det af og til nødvendigt med straf, men oftest klares problemet dog ”med det gode” - uden at han nævner hvad dette indebærer.

- Bømene under 7 år er placeret i to særskilte stuer, med en plejemoder til at holde opsyn og varetægt. Dette fordi de, ved ophold i arbejdsstueme, dels forstyrrede arbejdet, dels medførte, at deres mødre intet bestilte under påskud af at skulle holde øje med de små. Når børnene bliver 7 år, indskrives de i skolen og får tildelt et arbejde. Deres ophold på anstalten er, siger Søeborg, langt at foretrække frem for de ofte kummerlige forhold, børn udsættes for hos plejeforældre.

- Lægetilsyn foretages 1 til 2 gange månedlig af fattigvæsenets læge, men han kommer også ekstraordinært, hvis der opstår akut behov. Altså ordentligt tilsyn med lemmerne. Endelig nævner Søeborg, at arbejdsindtægten de forløbne to år rigeligt dækker renterne af det lån, der blev optaget med henblik på opførelse af anstalten.

Fattiggårdens gavnlige virkninger

Søeborg sammenfatter selv de gavnlige virkninger af fattiggården i følgende punkter:

1) fattigskatten kommer den virkeligt trængende til gode, hvilket er betryggende for yderne af skatten

2) tiggeri og omdriven forhindres, og deraf følgende kriminalitet

3) selvbevidstheden hos den enkelte højnes, idet han nu rives ud af armod og sløvhed
og tvinges til at arbejde for eget underhold

4) børnene af den fattige klasse vænnes til et sundt og virksomt familieliv, til orden, renlighed, punktlighed, flid og høflighed

5) og ikke mindst, den ”pecuniære” fordel: der er økonomi i at drive en fattiggård.

- og sidst: anstalten har en rolle som ”en slags Bussemand” (Søeborgs eget udtryk), og det er en af idéens største goder i forhold til de dovne og ugidelige.

Virkeligheden for de fattige i anstalten

Man må antage, at de ovennævnte fem påstande er udtryk for Søeborgs opfattelse af fattiggårdens virkning. Men hvad fortæller journalerne og protokollerne? Er der overensstemmelse mellem Søeborgs påstande og det, der kan tolkes ud af kilderne?

Desværre kan nogle af de vigtigste kilder til belysning af fattigvæsenssagerne i anstaltens første år ikke findes på Landsarkivet for Sjælland. De eksisterer, iflg. registraturen, men er forsvundet.

Desuden har der på anstalten ikke været ført dagbøger i starten, en praksis, der først blev indført i 1871. Analysen er derfor foretaget primært ud fra hovedbogen over anstaltens lemmer, der er ført fra åbningen i 1861 til 1873, fra fattigvæsenets regnskabsjournal 1856-1861, kassebogen 1862-1869 og korresponcancejournalen fra 1861-1862. Desuden er dagbøgerne fra 1872-1874 brugt, med det forbehold at de er ført ca. 10 år efter omhandlede periode, men dog som et fingerpeg om, hvilke hændelser i anstaltens dagligdag, man har ønsket at notere.

Der skal i det følgende redegøres for forholdene i relation til Søeborgs påstande:

Fattigskatten bruges fornuftigt og tiggeri undgås

Et af sogneforstanderskabets hovedargumenter og et væsentligt formål for anstalten var som sagt, at alt for mange modtog hjælp uden at være egentlig berettiget hertil, og at en fattiggård ville medføre, at kun i denne kunne understøttelse modtages, med enkelte undtagelser.

Ved at gennemgå fattigvæsenets regnskabsprotokoller (som indeholder udbetalinger via understøttelser og andre fattigudgifter) for årene 1856-1866 ses følgende:
Antallet af personer, der fik hjælp, var:

1856: ca. 280 personer, 1857: 220 do., 1858: 228 do., 1859: 208 do., 1860: 198 do.

I 1861, hvor anstalten åbner, er der i regnskabsjournalen anført ca. 145 personer, og desuden blev der givet ekstraordinær hjælp til 35 , i alt 180 personer. Videre oplysninger om fattigvæsenets udgifter kan desværre ikke findes i de eksisterende kilder før protokollerne fra 1868.

Man kan her i forsørgelsesplanen se en tendens til, at færre åbenbart har søgt om understøttelse for året 1861, muligvis fordi den kommende anstalt nu har hængt som en trussel over de trængendes hoveder.

Alle fattige på anstalten ?

Det interessante er nu, om de understøttede efter 1. april optræder i fattiggårdens hovedbog - principielt, iflg. reglementet, skulle alle jo nu understøttes på anstalten, d.v.s. optages her, og de ikke virkeligt trængende ville derfor automatisk afstå fra at søge hjælp.

Men når man sammenholder de i regnskabsjournalen anførte personer med anstaltens hovedbog, hvori der føres protokol over samtlige indskrevne, er det kun ca. 31 ud af de ca. 180 personer fra fattigvæsenets regnskabsprotokol, der optages på fattiggården i løbet af 1861. Det er typisk for kvindernes vedkommende gamle koner (enker), enker med børn samt en enkelt ung, lam kvinde – i alt ca. 218 kvinder. Af disse kom 7 fra sognets fattighuse i enten Tikøb eller Gurre.

For mændenes vedkommende er det ligeledes ældre mænd plus en enkelt yngre - drikfældig - der indskrives. I alt ca. 12 mænd fra protokollen, hvoraf 9 kom fra fattighuset i Tikøb.

Af børnene er det kun en enkelt dreng på 13 ½, der flyttes på fattiggården. Heraf kunne der så konkluderes, at der i 1861 kun opholdt sig ca. 31 personer på fattiggården i Tikøb, og at ca. 149 nu afstod fra hjælp, fordi de faktisk godt selv kunne tjene til dagen og vejen. Men hovedbogen viser, at der ved udgangen af 1861 var indskrevet 91 personer, voksne og børn, på anstalten.

Mange ukendte skæbner

Som det ses er der en klar uoverensstemmelse mellem tallene; hvor blev resten af de tidligere understøttede af efter 1. april, når de ikke kom på fattiggården?

Desværre giver kilderne ikke noget svar herpå. Regnskabsprotokollen siger ikke noget om de understøttedes alder, hvorfor det er umuligt at se, om det hovedsagligt var de yngre, der ikke kom på fattiggården. I hovedbogen er der relativt flest gamle, men dog en del yngre personer, samt en del børn. Altså er alder ikke hovedbegrundelsen for at komme på anstalten.

Skal der alligevel findes mulige forklaringer på problemet, kan man antage følgende: personer, der understøttedes før 1. april, men som ikke indskrives på fattiggården, var

- folk, der satte sig for kraftigt imod, og som man alligevel fortsatte med at understøtte

- folk, som fattigvæsenet havde en formodning om kunne ”tvinges” i arbejde ved truslen om fattiggården,

- folk, der p.g.a. sygdom var for besværlige eller for smittefarlige for andre,

- børn, der (billigt) var godt placerede i plejefamilier, eller

- muligvis personer, der nægtede at lade sig indskrive på fattiggården, og som derfor nægtedes yderligere hjælp.

Nye, ukendte fattige?

Men der opstår andre problemer. Hvorfra kom de ”nye” beboere, der i løbet af året blev indskrevet på anstalten, men som ikke står i regnskabsjournalen? Og hvorfor er f.eks. gamle Ingeborg Rasmusdatter på 95 år og Ane Bendsdatter indskrevet på fattiggården fra Tikøb fattighus, når de ikke i forvejen stod i regnskabsjournalen?

Svaret kan måske være, at der har været tale om løsgængere, ”lette” kvinder, tiggere eller drikfældige, som ikke tidligere havde søgt om hjælp, men som sogneforstanderskabet ikke ønskede skulle gå frit omkring og være til byrde for sognet. Nu kunne disse placeres på fattiggården. Det kan også have været gamle (måske Ingeborg og Ane?), der misrøgtedes af deres slægtninge, og for hvem fattigvæsenet ønskede at skabe en tåleligere tilværelse på fattiggården. Måske var det børn, der ikke trivedes eller som var for dyre i ”drift” hos deres plejefamilier - og så selvfølgelig børn, der blev indskrevet sammen med forældrene (moderen).

Hvad med børnene ?

Af tallene fremgår, at 22 af de 23 tidligere forsørgede børn ikke kommer på anstalten. I en artikel i Helsingør Avis vedr. den nyåbnede anstalt står der, at den har optaget 64 samtlige i Sognet hjemmehørende Pleiebørn, hvilket altså ikke stemmer overens med de undersøgte kilder. Plejebørn var billig arbejdskraft, og måske findes svaret her: Plejefamilierne ønskede ikke at slippe børnene.

Kan det således nu, som hævdet af Chr. Søeborg, siges at

- den fattige får nu den hjælp, den fattige bør have

- hjælpen kommer kun den virkelig trængende til gode

- yderne af hjælpen har sikkerhed for, at pengene bruges efter deres bestemmelse

- tiggen og omdriven forhindres, og deraf følgende kriminalitet ?

Det er som nævnt svært at vide, i hvilken grad de ”resterende” fattige (dem, der ikke kan følges i anstaltens hovedbog) stadig får hjælp - vi kan ikke se, hvorvidt fattigvæsenet stadig har udgifter til fattige uden for anstalten efter 1. april 1861.

De dovne og ugidelige skræmt væk ?

Om hjælpen således kun er kommet den virkelig trængende til gode - altså at fattiggården har skræmt de dovne og ugidelige væk - er ikke til at se. Vi ved ikke, hvor mange der med truslen om fattiggården har skaffet sig et arbejde. Vi ved ikke, hvor mange der for at undgå fattiggården har takket nej til understøttelse, og som følge deraf reelt har levet på (under?) et eksistensminimum, og vi ved ikke, hvor mange der af sogneforstanderskabet forkert vurderedes til at kunne klare sig selv.

Det er nærliggende at tro, at det har drejet sig om en del. Men de mange nye navne, der dukker op i hovedbogen, kan indikere, at nogle nu i anstalten fik den hjælp, det offentlige mente vedkommende havde behov for.

Som nævnt mangler der kilder til at beskrive forholdet mellem forsørgede i og udenfor anstalten i årene 1861-1868. Desuden er kilderne til at belyse gruppen udenfor anstalten mellem 1868 og 1880 desværre ikke særligt overskuelige, idet de trængende er opført fortløbende og uden årstalsinddeling. For at undersøge, nøjagtigt hvornår de har fået hjælp, vil det være nødvendigt at gennemgå hver enkelt modtagers støtte for at se, hvilket kvartal/år vedkommende har modtaget hvilken type hjælp.

I denne artikel har jeg er udregnet gennemsnittet af understøttede i de år, protokollerne omhandler. Tallene stammer fra hhv. ”Resolutionsprotokol over fattighjælp 1868-1875” og ”Protokol over fattigunderstøttelse 1868-1880”. Et groft gennemsnit viser, at der i perioden er givet hjælp til omkring 58 personer årligt uden for anstalten. I perioden 1872-1874 har der i gennemsnit været ca. 100 personer indskrevet på fattiggården, iflg. anstaltens dagbog for disse år.

I perioden 1868-1880 kan der altså antages at have været ca. 150-160 personer under offentlig forsorg årligt, enten som modtagere af understøttelse udenfor anstalten eller som indskrevne på denne.

Sammenholdt med antallet inden åbningen af fattiggården i 1861 ses der altså en nedgang i antallet af understøttede, hvilket betyder, at fattiggården muligvis har haft en effekt på anmodningerne om fattighjælp. Igen må der dog tages forbehold, idet der i al almindelighed kan have været en nedgang i antallet af fattige. F.eks. kan afvandring til byerne have betydet færre fattige i landkommunerne, arbejdsbetingelserne kan være forbedrede m.m.

Forplejningen

Hvad angår hjælpens omfang på fattiggården må man hævde, at den har været fyldestgørende, i hvert fald ud fra et eksistensminimumskrav. I reglementet er kostplanen beskrevet, og intet tyder på, at der har været afvigelser fra denne. Antallet af personer i hovedbogen stemmer overens med kassebogens angivelser af antallet af tilberedte portioner, d.v.s. at der er købt ind og lavet mad til lige så mange lemmer, som er til stede på anstalten.

Kassebogen viser også indkøb, der svarer til kostplanen. I øvrigt har Johnny Wøllekær i en undersøgelse af fynske fattiggårde undersøgt næringsværdien af kosten på disse (som i store træk ligner kostplanen på Tikøb), og fundet ud af, at maden faktisk var tilfredsstillende ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt. Den stemte overens med, eller var måske endog bedre end, datidens simple husmandskost.

At dømme efter korrespondancejournalen har der desuden været holdt skarpt øje med kvaliteten af de varer, der blev leveret til anstalten - ikke kun med de varer, der skulle forarbejdes af lemmerne, men også med de produkter, der skulle bruges til lemmerne. F.eks. klages der fra anstaltens side til købmand Stilling, Helsingør, over det leverede smør - det var for dårligt i forhold til prisen. Bekymringen over, om der kunne udleveres brød til lemmerne, fremgår af et brev fra Søeborg til pastor Kaae (formand for direktionen): ”Vi mangler nu aldeles brød og standser bespisningen, hvis ikke brød kommer til min rådighed inden 12 timer, som mindst, eller fuldmagt til at kjøbe det andetsteds.” Bager Johansen havde åbenbart svært ved at holde sin aftale! Det kneb også for proprietær Nielsen, Landlyst, at levere god mælk, der klages gang på gang til ham over, at ”mælken løber hver dag ved kogningen sammen i ost og valle”. Desuden kunne han kun levere mælken til d. 1. november. Derfor blev brygger Wiibroe (der i øvrigt var leverandør til anstalten) spurgt, om han ville levere øl - den næstsimpleste sort - til samme pris [som mælken] i betragtning af det meget større forbrug.

Der er flere eksempler på, at f.eks. gamle eller børn kommer til anstalten ”kun iført pjalter”. Ved ankomsten får de tildelt tøj, trætøfler/sko, såfremt det, de har på ved ankomsten, er pjaltet, samt en seng.

Lægehjælp

Hvad lægehjælp angår, fremgår det ikke umiddelbart, om anstaltens læge, doktor Mathiesen, Hellebæk, har aflagt sit reglementerede månedlige besøg. Så vidt jeg kan se, kommer han første gang d. 14. juli 1861, hvor han gennemgår samtlige lemmer, anstaltens medicin, ordinationslisten m.m.

Til gengæld kommer han, når der optræder særlige problemer, f.eks. da der skulle tages stilling til amputation af Christiane Pedersens ben. I den forbindelse ønskede først doktor Klingberg, Esbønderup Sygehus, at se Christiane, senere blev doktor Mathiesen indkaldt til ”en samtale betreffende direktionsbeslutningen af 5.ds. (juli), som tilsigter amputation af benet på lem nr. 25, Christiane Petersen.” Den 29. juli får Mathiesen besked om, at Klingberg vil foretage amputationen. Den 7. august får sognefoged Peder Sørensen besked om, at der udbedes en vogn til anstalten før kl. 8 for at køre Christiane til Esbønderup. Her bliver hendes ben amputeret 9. august 1861.

Disse eksempler fra gennemlæsningen af såvel hovedbog som korrespondancejournal bekræfter indtrykket af en virkelig interesse i og anstrengelse for på bedste vis at opfylde de basale behov for lemmerne.

Selvbevidstheden og arbejdslysten

Disse påstande er vanskelige at efterprøve ud fra kilderne, idet fattiglemmerne ikke selv har nedfældet deres erfaringer med opholdet. Ved at undersøge kirkebøger, folketællinger, domsprotokoller o.lign. ville det muligvis kunne spores, hvordan det gik såvel voksne som bøm senere hen, men det er ikke forsøgt i denne artikel.

Hvad der kan tolkes ud fra de forhåndenværende kilder er, at så godt som alle de indskrevne lemmer har udført arbejde i forskelligt omfang på anstalten. Det er primært opgaver som fletning af måtter, plydsning af tov, fremstilling af trætøfler/sko, skamler, kardæsker og koste.

Der var god afsætning af produkterne, der solgtes til oplandet, men også til København og Hillerød. Søeborg må på et tidspunkt afvise en bestilling, da produktionen simpelthen ikke kan følge med efterspørgslen.

Andre beskæftigelser

Men der er også mere husligt arbejde i form af vask, gangkonearbejde, køkkenarbejde, børnepasning m.m. Desuden bliver mange lemmer, børn som voksne, udlejet til forskellige personer i sognet, bl.a. præsten (pastor Kaae, formand for direktionen), proprietærer og gårdmænd. De lejes ud som vogtere, røgtere, som daglejere, malkepiger, høstarbejdere, stenslagere og andet; lønnen herfor indgår som betaling for lemmernes ophold på anstalten.

Men efter al sandsynlighed har udgiften for den, der således lejede et fattiggårdslem, været så lille, at der har været råd til at give den fattige lidt ekstra til sig selv, som han så har kunnet råde over.

Flere af lemmerne bliver ansat i fæste og udskrives dermed af fattiggården, men der er talrige eksempler på, at de ikke holder længe i pladsen - ofte forlader de selv stedet, men det ses også, at de ”bortjages”.

Til denne artikel har jeg gennemgået korrespondancejournalen og hovedbogen fra
anstaltens åbning og frem til sommeren 1862. I denne periode er der ca. otte (voksne) lemmer, der enten render bort fra anstalten/tjeneste eller bliver bortvist fra tjeneste. De bliver enten indfanget af politiet og bragt tilbage til anstalten, eller også vender de frivilligt tilbage.

Går man til dagbogen 1872, ser det ikke ud til, at meget er ændret. Også her berettes adskillige gange om tyvagtige, bortløbne eller udeblevne lemmer. Thora Tellin, der ellers to gange har fået tilhold af politiet, udebliver en søndag nat. Anders Steffensen (62 år) blev fundet beruset i en vejgrøft og bragt til anstalten. En anden indskreven (mand) kom hjem til fattiggården i meget beruset tilstand og blev frataget ¼ pot brændevin.

Sædeligheden eller mangel på samme

Også hvad sædelighed angik, kunne det være svært at være moralsk. Henrik, der var kommet til anstalten fra Ladegården i København, og som var gift med Kirsten Pedersdatter (også beboer på anstalten), gjorde i 1869 den 20-årige sindssvage Stine gravid; hun fødte sønnen Martin. Stine havde været på anstalten siden 1864.

Hos disse lemmer var det altså ikke lykkedes at hæve moralen. Om arbejdet har øget deres selvværd vides naturligvis ikke, men noget tyder på, at en del af de indskrevne i hvert fald har haft så meget selvværd, at de ikke ville bøje sig under fattiggårdens disciplin.
Om de andre lemmers moral er det svært at dømme, men det ser ud til, at der fra Fattiggårdens side er gjort et forsøg på at højne denne via beskæftigelse, støtte og tillid.

Korrespondancejournalen afslører nemlig en livlig brevveksling mellem anstalten (Søeborg), pastoren (Kaae) og lokalbefolkningen med henblik på at skaffe lemmerne tjeneste, og ofte lykkes det også. Det ser også ud til, at anstalten faktisk støtter op om sine lemmer.

Der findes et eksempel på, at fattiggården betalte en af lemmernes gæld, nemlig for Bodil Fisker, der skyldte 2 Rdl. hos hattemageren i Helsingør, eller at man gravede til bunds i årsagen til bortvisning fra tjeneste, som i Laura Mortensens tilfælde. Hun blev bortvist fra Kronborg Ladegaard med den begrundelse at hendes klæder var mangelfulde, men Søeborg svarer, at hun var bedre forsynet med klæder, end de fleste tjenestetyende af den fattige klasse. Sagen førtes i øvrigt til doms, på anstaltens forlangende, og det ser ud til, at anstalten vandt sagen, eller i hvert fald, at der blev udarbejdet et forlig mellem denne og Kronborg Ladegaard, så Laura kunne starte i en ny tjeneste. (Laura røg de følgende år ud og ind af anstalten, og i 1864 besluttede man ikke oftere at optage hende.)

Småbørnene – ikke velsete på anstalten

For børnene gælder det, at Søeborg sammen med anstaltens læge ret hurtigt fandt ud af, at det var en dårlig idé at have små børn (under 2 år) på fattiggården. De er ”aldeles fordærvelig for sammes [Anstaltens] Bestaaen med hensyn til Ro, Orden og Renlighed.”
Doktor Klingberg fra Esbønderup Sygehus meddeler i febr. 1862 sin utilfredshed over
Smaabørnenes vedblivende Optagen i Anstalten som et ubetinget forkert Princip, der maa foranledige ….. Svineri og ......, navnlig henset til Esbønderup Sygehus’ Afvisning af de 6 Fnatpatienter.” Sygehuset havde nemlig måttet afvise nogle af lemmerne p.g.a. pladsmangel, og Klingberg mente derfor, at med sådanne vilkår måtte man på anstalten gøre alt for at begrænse sygdomsspredning.

Fnat huserede kraftigt, som det fremgår af hovedbogen (bl.a. fordi nogle af børnene ”ere befængte med Fnat p.g.a. deres grænseløse Svineri, og da Baghusets øvrige Beboere trues med alle at blive fnattede”). Det var altså af hensyn til anstaltens velfungeren, at små børn skulle udelukkes - ikke af hensyn til børnene.

Således ses det også af korrespondancejournalen, at flere af de mindste/nyfødte hurtigt sættes i pleje. I 1862 fødte den 22-årige Bendte i anstalten en datter, der allerede en måned efter blev sat i pleje. Den ovenfor nævnte Stine, der i 1869 fødte sønnen Martin, blev kørt til Plejelt for at ”gøre barsel”. Hun var tilbage på anstalten efter ca. 3 uger, men Martin kom først hertil som 2-årig (hvor han i øvrigt døde som 3-årig). Da hun atter i 1871 var gravid, blev hun kørt til Tibberup for at barsle, hvorfra hun også denne gang kom tilbage til anstalten efter ca. 3 uger, uden barnet. Så noget tyder altså på, at bøm under 2 år var uønskede, hvilket bekræftes af hovedbogen, hvor der i anstaltens første år kun er ét barn under 2 år (Niels Christian, der var kommet med sin mor og 3 ældre søskende).

Skolebørnene

Men ellers fortæller journalerne ikke meget om børn under skolealderen; de nævnes kun, når de sættes i pleje eller kommer på hospitalet (ofte for fnat), eller når de dør. Dog ses det af hovedbogen, at selv de mindre børn bliver sat til at arbejde i anstalten, f.eks. med væve- og flettearbejde. De har formentlig også deltaget i kartoffeloptagningen, som i dagbogen 1872 er noteret til d. 14. oktober: ”Kartofler optages.” For de større børns vedkommende kunne de uden for skoletid lejes ud til forskellige formål (f.eks. udbad pastor Kaae’s forvalter sig 5-6 børn til at lægge runkelroer), men ellers var det først efter konfirmationen, at de blev bortfæstet.

Konfirmationen tog anstalten sig selvfølgelig af, og der blev sørget for de unge konfirmander; således bestilles der i 1871 trækasser og sko til dem. Ofte støder man i hovedbogen på bemærkninger om, at der er sørget for konfirmationsstøj til børnene.

Hvad skolebørnene angår, har der været en del korrespondance mellem lærer Simon Andersen og anstalten vedrørende disse. Allerede 10. april 1861 sendes besked til Andersen om 4 drenge og 5 pigers optagelse på Tikøb skole (hvilket stemmer overens med de først indskrevne børn på anstalten under konfirmationsalderen). I det følgende år går der besked fra Andersen til anstalten, i de tilfælde han har set sig nødsaget til at straffe børnene (f.eks. to piger der skulker), eller når nogle af børnene er særligt dovne (f.eks. Caroline Hansen), eller, når han har brug for oplysninger om nye børn.

Omvendt giver anstalten lærer Andersen besked, hvis nogle af børnene p.g.a. sygdom/hospitalsindlæggelse ikke kan passe skolen. Man beder også Andersen om, ”fra tid til anden”, at forsyne fattiggårdens skolebørn med de fornødne penne, skrivebøger m.m. - anstalten betaler naturligvis. Og det er åbenbart vigtigt at håndhæve princippet om fattiggårdsbørnenes skolegang, for selv en dreng som nr. 14, Christen Nielsen, der var tiltalt for tyveri og foreløbig indsat i anstalten, sendes midlertidigt i skole.

Den tvivlsomme økonomiske fordel

” - og ikke mindst, den ”Pecuniære” Fordel: der er Økonomi i at drive en Fattiggaard.”

Som nævnt tidligere, har jeg i denne artikel valgt ikke at gøre rede for økonomien i detaljer.

Formålet her er at forsøge at give et overblik over de udgifter og indtægter, fattigvæsenet havde inden åbningen af fattiggården, og sammenholde tallene med anstaltens udgifter og indtægter i de første år.

Fattigvæsenets udgifter i årene 1856-60 var på hhv. 3630, 3447, 2510, 2590 og 2968 Rdl. (tallene er afrundede). Beløbet dækkede posterne brød, klæder, ildebrændsel, lægehjælp og medicin, begravelser, fattighusene, diverse, fx. ilbude, sko, skudsmålsbøger etc. Dette er de tal, der fremgår af fattigvæsenets regnskabsprotokol, mens man for anstaltens vedkommende i kassebogen 1862-66 ser følgende tal:

Ser man på anstaltens første år, er hvert årsregnskab afsluttet med en ”recapitulation” over hhv. indtægter og udgifter, som hver især er delt op i hovedgrupper. Fælles for disse første år er udgifter til økonomien (= husholdning), beklædning, inventar, reparationer, overarbejde, dagleje, linninger, transport og fragt, materiale og ”andre udgifter”.

I 1862 indgik også barbering af syge samt plejeløn for børn uden for anstalten. I 1864 er udgifterne til beklædning og inventar faldet, mens alle øvrige poster er steget. Desuden er der kommet nye udgiftsposter til, nemlig til ligkister og grave, skatter, brænde, ekstrapleje udenfor reglen, samt ”contant til kassereren ifølge kvitteringer”.
Som det kan ses, er der i de første to år overskud, de to næste år balance, og i årene derefter underskud i anstaltens regnskab. Men umiddelbart ser det altså ud til, at Søeborgs påstand om de ”pecuniære” fordele er rigtig i 1863. Men med tiden lader det til, at anstalten rent faktisk giver underskud, og kommunen måtte f.eks. i 1866 yde tilskud. Desværre mangler som sagt kilderne til belysning af fattigvæsenets udgifter uden for anstalten i dennes første år, og det er derfor ikke muligt at vide, hvor meget der ydedes til de øvrige fattige i sognet, og dermed til de samlede fattigudgifter.

Anstalten ca 1950

Et fattiglems skæbne

Caroline Mortensen indskrives som 17-årig d. 5. april 1861 på anstalten som lem nr. 11 (hendes mor, Maren, samt 4 af hendes søskende ligeså). Allerede fire dage efter hendes ankomst gøres der en bemærkning om hendes manglende ”paapassenhed og moralitet”. Der noteres i hovedbogen: ”Kan ikke drives til at bestille noget.”

Den 20. april er der en forespørgsel fra hr. Bjørnsen om at få Caroline som malkepige. Om hun kom til Bjørnsen vides ikke, men den 15. juni er hun i hvert fald atter på anstalten, for her skrives der i journalen: ”Meldt hr. Pastoren, som Formand i Direktionen, at man Dags Middag har seet sig nødt til, for grov Opsætsighed, at indespærre Caroline Mortensen Nr. 11”. Hun lukkes ud den 18. juni.

Den 19. juni udskrives hun til tjeneste hos Anders Larsen i Esbønderup, men hun render bort den 11. oktober. Den 17. oktober skrives der til sognefogeden på Kathøj: ”anmoder om at foranstalte det Fornødne m.h.t. Nr. 11, Caroline, der nu atter er kommen tilløbende uden nogen som helst Legitimation.”

Allerede den 19. oktober stikker hun atter af fra anstalten. Hun ender i arresten i Helsingør, og herfra kommer hun tilbage den 28. november 1862. Den 2. maj 1863 kommer hun i tjeneste i Dronningmølle. Den 9. februar 1864 er hun tilbage i anstalten, og den 21. marts får hun tjeneste i Helsingør.

Sogneforstanderskabet beslutter nu ikke at modtage hende mere i anstalten. Caroline kommer imidlertid et år i forbedringshuset, og her føder hun en søn, der 27. oktober 1865 optages på fattiggården, hvorefter han sættes i pleje.

Trods sogneforstanderskabets beslutning, indsættes hun atter 17. december 1866 på anstalten, denne gang sendt af Københavns politi. Fattigvæsenet i Tikøb overvejer nu at sende hende til Roskilde Tvangsanstalt, men det bliver åbenbart ikke til noget, for d. 1. februar 1867 kommer hun i tjeneste i Esbønderup, men hun bortjages, og er tilbage igen den 18. juli. Den 25. september udskrives hun til kæresten i Esbønderup Skovhuse, men vender - frugtsommelig - tilbage, datoen angives ikke. Hun nedkommer med et dødfødt drengebarn.
Mere hører vi ikke til Caroline.

Albertine Jensen

Albertine Jensen, 53 år, der indskrives 17. september 1861. Hun løb bort i 12 dage, og man sætter en efterlysning i avisen i Helsingør. Da hun i december 1861 findes af politiet, sendes hun retur til anstalten - i øvrigt som passager hos mælkekusken Hans Nielsen. En tidligere arbejdsgiver, etatsrådinde Olrik fra Helsingør, beder direktionen om i strafansættelsen at tage hensyn til Albertines ellers gode opførsel i anstalten, og Søeborg lover at gøre hvad han kan. Men hun får alligevel, ser det ud til, 15 dage på vand og brød som straf.

I januar 1862 kommer hun to dage i arresten for tyveri, og i marts idømmes hun 2 måneders fængsel i Fredensborg arrest. Vi ved ikke hvorfor. Hun kommer tilbage til anstalten 31. maj 1862, udskrives til tjeneste i Plejelt, og kommer atter til anstalten den 18. oktober 1862, ”nøgen”, som der står i hovedbogen.

Den 2. maj 1863 kommer hun til pastor Kaae i Tikøb, men den 20. juli 1863 er hun tilbage i anstalten.

Om Albertine står der i hovedbogen: ”På Grund af hendes aldeles ulidelige Spektakler, stadig Ufred i Fuldskab og .... Adfærd, afsondret i særskilt Værelse 8/5 - 8/7 1867”. Derefter noteres det: ”Skulde have været sendt til Roskilde Tvangsanstalt, men man har forsøgt paa, til det sidste, at paanøde hende her”.

Vi ved ikke, hvor Albertine endte.

Den 17-årige Emma

Emma, 17 år, indskrives 27. marts 1862 af kromand Hansen i Hellebæk, idet hun hverken har tjeneste eller logi (moderen er i anstalten). Kommer iført pjalter. Hun er åbenbart ikke helt nem, for hun har ikke været på anstalten længe, før det noteres, at hun tildeles en lussing. Emma kommer i tjeneste d. 23. april, men vender tilbage 1. juli samme år.

Fra den 28. september til d. 22. december 1862 afsoner hun en straf i Fredensborg arrest, for hvad vides ikke. Fra den 1. maj 1863 er hun i fæste, men er tilbage i anstalten den 3. december. Hun render bort 29. marts den følgende år, arresteres og bringes tilbage af Helsingør politi d. 1. april, og sendes 2. april til Fredensborg arrest. ”Nu i Forbedringshuset 1 Aar” skrives der.

Sogneforstanderskabet beslutter 12. april 1864, at denne pige ”ikke oftere [vil] blive optaget i anstalten”. Men Emma kommer alligevel tilbage den 14. oktober 1865, og videre i tjeneste den 24. november i Snekkersten.

Sidste gang, vi hører om hende, er da hun 10. februar 1867 kom tilbage til anstalten, denne gang fra Jylland. Hun var frugtsommelig, og udskrives 20. februar samme år, for at barsle hos Niels Pedersen i Borsholm. Barnet blev sat i pleje, og døde i sommeren 1867.

Indsidder Jens Nielsen fra Harreshøj.

Pastor Kaae anmelder i maj 1862 indsidder Jens Nielsen og kone fra Harridshøj (Harreshøj) til optagelse. Jens, 56 år, mødte dog ikke op, kun hans kone, den 65-årige Ane Margrethe. Hun døde i anstalten i 1866.

14. oktober 1862 indsætter fogeden Jens i anstalten, men han forlader stedet den 5. juni 1863. Den 25. oktober 1863 er han tilbage på anstalten. Når Jens er på fattiggården, opfører han sig skidt: ”Trodsig, drikfældig, opsætsig, ødelægger Maatter”,  står der blandt andet om ham.

Den 1. april 1864 bortfæstes han til 1. november 1864, og det ser ikke ud til, at han vender tilbage igen.

Hvorfor lemmerne så ofte vendte tilbage til anstalten fremgår ikke altid af kilderne. Som det ses, er det ofte myndighederne, der bringer dem tilbage. Men det må også antages, at de fattige ofte ikke havde noget alternativ.