Glimt fra perioden ca. 1300 – ca. 1900

af Kjeld Damgaard (fra Egebækken nr 33)

På kun 50 år er det lykkedes myndighederne at udradere Tibberup – skønt den har eksisteret i mindst 700 år – og sandsynligvis endnu længere. Myndighederne er i dette tilfælde Det kgl. Postvæsen og kommunen i skøn forening.

Det forholder sig jo sådan, at selv folk der bor i Tibberup tror, at de bor i Espergærde, alene fordi postadressen er 3060 Espergærde. Det er imidlertid er forholdsvis ny foreteelse. Faktisk er det kun 50 år siden, at det meste af Tibberup postmæssigt hørte under Humlebæk. Endnu i dag hører et lille hjørne ved Gammel Strandvejs sydende endnu til Humlebæk, men i 50 år var postadressen ”pr. Humlebæk”, hvilket i øvrigt også har givet anledning til misforståelser. En af Tibberups berømteste beboere hed således Emma Gad, og p.g.a. postadressen dengang var Humlebæk, bliver hun endnu i dag betragtet som have boet i Humlebæk. Det uagtet, at ejerlavet var og er Tibberup, sognet var Egebæksvang og kommunen Tikøb.

Postadresser er historisk set ganske nye. Det meste af Tibberup har således haft 4 forskellige postadresser på 120 år. Indtil 1864 skulle man skrive pr. Helsingør på breve til en beboer i Tibberup. Fra 1864 til 1902 skulle man skrive pr. Kvistgaard, fra 1902 til 1952 pr. Humlebæk, og først fra 1952 pr. Espergærde (fra 1976 3060 Espergærde).

Den anden større synder er Helsingør Kommune, der fuldstændigt har ignoreret at Tibberup eksisterer. Kun nabokommunen Fredensborg-Humlebæk anerkender, at der en by med dette navn. Endnu kan man nemlig på hhv. Krogerupvej og Kellerisvej i nabokommunen finde skilte, der viser i retning mod Tibberup. Her i Helsingør Kommune er der imidlertid umuligt at opdrive så meget som ét skilt med navnet. Når man nærmer sig Tibberup fra hhv. syd eller vest står der såmænd ”Espergærde” på byzoneskiltene. Hverken disse eller de ”gammeldags” blå byskilte fortæller, at Tibberup er nået – ikke engang ved indkørslen til Gammel Tibberupvej.

Resultatet er, at mange mennesker i dag ikke aner hvor de bor. De kalder hele molevitten for Espergærde og er glade og tilfredse med det – lige indtil de opdager, at der er en helt anden historie. De værste til at skamride Espergærde-navnet er imidlertid ejendomsmæglerne. Det meddeler ganske uden blusel, at denne eller hin ejendom ligger centralt eller hyggeligt i det gamle Espergærde – selvom lokalkendte med det samme kan se, at ejendommen ligger eksempelvis i Tibberup eller Mørdrup gamle landsbyer.

På ved føjede kort er Tibberups grænser optegnet, og som det ses er det en ganske stor del af det nuværende postdistrikt ”Espergærde”, som rettelig er Tibberup.

Tibberup i ældre tid

Hvad ved vi om Tibberup i middelalderen ? Desværre uendeligt lidt. Tibberup nævnes første gang i den såkaldte ”Æbelholtbog” – en bog omhandlende Æbelholt Klosters besiddelser. Det sker i 1314 og af skrivelsen fremgår det, at en adelsmand, Jacob Bosøn, skænker en gård i Tibberup til Æbelholt Kloster, for at munkene dér kunne bede for ham.

I 1370 nævnes Tibberup i Roskildebispens Jordebog, hvoraf det fremgår, at de bispesædet da ejede en stor gård, to mindre gårde og to husmandssteder i Tibberup. Tibberup har altså ikke tilhørt Esrum Kloster således som de fleste andre landsbyer i omegnen.

Alligevel nævner Esrum Klosters Brevbog en enkelt indbygger i Tibberup i 1458. Det er ”oldingen” og ”dannemanden” Jes Hemmingsen, der sammen med 11 andre skal mægle i en strid om skellet mellem Veksebo og Danstrup landsbyer. Men vi ved i øvrigt ikke hvad Jes Hemmingsen lavede eller levede af, kun at han og Oluf Hemmingsen i 1466 tillige optrådte som tingsvidner i en sag om lensforhold på Gurre.

Kong Frederik II (1559-88), der var en ivrig jæger, boede i Tibberup hos Jørgen Degn, som dér bestyrede en gård, som tilhørte Københavns Slot. Vi ved også, at samme Jørgen Degn i 1573 indrettede en bolig for den fuglefænger, som Frederik II havde fået sendt fra sin svoger, kurfyrst August af Sachsen (gift med Frederiks søster Anna). Omtrent samtidig nævnes at Anne Bilde, enke efter adelsmanden Jens Brade, ejer 2-3 gårdsæder i Tibberup.

Af jordebogen over Kronborg Len fra 1588-89 fremgår, at der i Tibberup da var 7 fæstere, men måske den syvende blot var boelsmand eller husmand.

Svenskernes hærgen i Tibberup

Efter svenskekrigene 1658-60 så forholdene i mange landsbyer i Nordsjælland ikke godt ud. For Tibberups vedkommende nævnes i en indberetning fra 1660 følgende:

1. Oluf Fynboes gård var uden besætning, ganske øde og kun en enkelt længe brugelig.

2. Peder Jensens gård er ganske øde og der findes kun 3-4 skamferede fag af et bindingsværkshus.

3. Boil Lauridsens gård har et stuehus med fire nedfaldne vægge.

De øvrige gårde har besætning, men er ganske ødelagte, bl.a. er døre, vinduer, lofter, tage eller vægge ødelagte. Desuden er gærdene omkring gårde og marker ødelagte, skovarealerne er ganske forhuggede, kun underskoven er nogenlunde intakt. Og endelig tilføjes det, at der ikke er sået noget sæd overhovedet på Tibberups marker.

For Tibberups vedkommende sker der imidlertid det, at byen i 1672 sammen med bl.a. Mørdrup bliver tillagt det lille privatejede gods, Krogerup, efter svenskekrigenenes afslutning. Ridefogeden, Hans Rostgaard, fik som bekendt denne ejendom som tak for sin indsats under svenskekrigene. Hermed indledtes en periode på over 200 år, hvor Tibberup havde tilknytning til Krogerup. For Tibberups vedkommende var der tale om 5 gårde og 1 bol (=lille gård), men landsbyens stand var nok stadig ikke for god – kun 12 år efter krigens afslutning.

Matriklen 1681

Vi går derefter frem til Matriklen af 1681, som omhandler Tibberups daværende 6 gårde, hvoraf de to egentlig var to halvgårde. De fire gårdmænd med en gård hver var da: Mads Nielsen, Bodel Laursen (antagelig den samme som nr. 3 gårdmand i 1660), Ole Hansen samt Hans Jørgensen og Jens Eskildsen, der delte en hel gård. Desuden var der de to halvgårdmænd Jens Andersen og Olle Pedersen. Og endelig omtales en enkelt husmand Peder Svendsen.

Byens skel omtales da – her gengivet i et moderniseret sprog: Byens skel strækker sig mod syd til Krogerups Mark, og mod nord til Mørdrups Mark og Tammosen. Mod øst strækker skellet sig til stranden og mod vest til Toelts, Nyrups og Munkegaards Marker og skellet dannes af Stildambækken, Vielandsbækken, Heyredsbækken og Limslette Bækken.

Tibberup havde ingen overdrev, hvorimod der hørte fiskeri til byen. Et enkelt ålestade var delt mellem Oluf Hansen, Jens Eskildsen, Hans Jørgensen og Bodel Hansen. Byens tre marker var hhv. Strandvangen (mod Øresund), Tuekærs Vang (mod nord og nordvest) og Landevejs Vang (mod sydvest).

Svenskernes invasion

I sommeren år 1700 forsøgte den unge svenske konge, Carl den 12., at gøre det, som han farfar ikke var lykkedes med 40 år tidligere, nemlig en erobring af hele Danmark. Anledningen var godt nok et dansk angreb mod den svenske konges svoger, hertugen af Holsten-Gottorp, men den kun 18-årige Carl XII var sikker på at det var et vink om at han nu skulle vise, at Sverige spillede en dominerende rolle i Nordeuropa.

Den 4. august 1700 mellem kl. 17 og 18 gik svenskerne i land ved Tibberup – ikke uden dansk modstand, men den danske hovedstyrke befandt sig ved Skovshoved og kunne ikke nå frem. Tilbage var ca. 400 ryttere samt nogle hundrede bevæbnede amtsbønder. Af tung skyts rådeden man alene over 6 små kanoner. Heroverfor stod en svensk invasionsstyrke på 5.000 kampvante soldater.

Det var derfor umuligt for danskerne at dæmme op for landgangen og kort efter besatte svenskerne også den nærmeste omegn, bl.a. Krogerup, der blev plyndret og slemt medtaget. Også Tibberup blev svensk besat, og også her gik det ud over lokalbefolkningen ligesom den forholdsvis nye Tibberup Mølle gik op i luer.

De 5.000 svenskere, som ikke havde rytteri, var jo imidlertid langt fra nok til at angribe København, så flere tropper skulle føres i land, inden færden skulle gå sydover. Imidlertid blæste det dagen efter op til storm, og al svensk landgang måtte opgives. Desværre blev der ikke denne dag sat et dansk modangreb ind, hvilket meget nemt kunne have ændret historiens gang, både hvad angår Skånes fremtid og Sveriges aggression i de følgende år.

I stedet fik svenskerne i løbet af de følgende dage nyt mandskab, rytteri og artilleri i land, og kom nu op på 12-14.000 mand. Carl XII skiftede nu taktik og lovede omegnens bønder, at de kunne få lov at sælge deres varer til den svenske armé og egnens bønder, der havde frygtet samme overgreb som 40 år tidligere, strømmede til med alle slags levnedsmidler. Lejren, som lå mellem Tibberup Mølle og Babyloneskoven, blev nærmest ét stort marked og de lokale bønders handlemåde var vel ikke ligefrem patriotrisk i de dage.

Men samtidig udskrev  Carl XII både brandskatter og andre afgifter, drev voldsom jagt i omegnen, så det var et mærket lokalområde, der blev efterladt, da svenskerne endelig efter 17 dage, brød op for at gå mod København. Imidlertid ville datidens stormagter, Holland og England, ikke finde sig i at svenskerne besatte Danmark. De ønskede fred i Norden, men ikke en ødelæggelse af det danske rige. De fik – efter megen besvær – overtalt svenskekongen til at opgive sit forehavende og svenskerne måtte efter 1 måned forlade Danmark igen.

Men tilbage i Tibberup, hvor lejren havde ligget, fandt man efterfølgende et underligt efterladenskab. Det var en levende bjørn, som var lænket til en pæl. Foran lå en død hest, som bjørnen lige akkurat ikke kunne nå. Man opfattede det som et symbol: Bjørnen var Sverige, hesten Danmark og lænken var Holland og England, der hindrede Sverige i at nå sit mål !

Kvægpest i Tibberup

Blandt de ulykker som ramte Nordsjælland i starten af 1700-tallet var også kvægpesten. Den var egentlig brudt ud i Skaane, men selv om man forsøgte sig med afspærring af kysten, importforbud m.v., brød den alligevel pludselig ud i Horserød midt i oktober 1722. For at dæmme op for sygdommen og forhindre at den skulle brede sig, dekreterede myndighederne, at alle angrebne dyr skulle skydes og graves ned. Desuden skulle alle hunde i landsbyerne tillige skydes for at undgå at de gravede dyrene op og spredte smitte.

Alligevel kom sygdommen også til bl.a. Tibberup, hvor der ved den afholdte ”inkvisition og eksekution” af amtmand Gram, viste sig kun at være to køer og tre kalve tilbage i hele landsbyen. Man udstedte derefter også forbud mod at besøge hinanden samt særlig forbud mod at komme i hinandens kvægstalde.

I december 1722 blev der posteret vagter ved de angrebne landsbyer – og denne afspærring var så effektiv, at folk begyndte at lide nød. Imidlertid ser det ud til at foranstaltningerne bar frugt. Godt et års tid senere ses ikke flere udbrud af sygdommen i Nordsjælland.

Tibberups skole

På kronens gods blev der i starten af 1720’erne oprettet en række skoler for distrikternes børn. Disse distrikter kaldtes rytterdistrikter, fordi de hver skulle stille et antal ryttere til hæren. De skoler, der blev oprettede, blev derfor kaldt rytterskoler. Tibberup (og Mørdrup) var jo imidlertid ikke længere krongods, men tilhørte Krogerup Gods. Ejeren af Krogerup Gods, fru Conradine Revenfeldt,

ville imidlertid ikke stå tilbage for kronen, så hun lod også oprette en skole i Tibberup. Det skete omkring 1742 og den eksisterede frem til 1786, hvor den lukkede fordi der ikke kunne skaffes en lærer.

Vi kender ikke placeringen af skolen, som må antages at have ligget i selve Tibberup landsby. Vi kender imidlertid lidt til de meget dårlige vilkår, som skolen havde. Sandt at sige havde skolen kørt på pumperne længe. Den afsatte kapital til skolens drift var alt for lille og lærerne i flere tilfælde ikke særligt kyndige.

I 1794 blev der imidlertid bygget ny skole ved Hovvej, men da skolen skulle dække både Tibberup og Mørdrup landsbyer, blev den placeret lige nord for skellet mellem Tibberup og Mørdrups jorder. Skolen eksisterede her kun i et par år, og denne gamle skolebygning er desværre også væk, idet huset brændte i 1937.

Tibberups indbyggere i 1771

Vi springer herefter frem til 1771, hvor den første egentlige fortegnelse over de mandlige indbyggere i Tibberup findes. Det var således kun de mandlige indbyggere, som blev nævnt ved navn. Kvinder, hustruer og børn fandt ikke nåde for disse listers bagmænd. Men alligevel er den et ganske godt tidsbillede – det var trods alt mandens erhverv som dengang skabte grundlaget for en families indkomst.

Tibberup Mølle

Hvornår kom der første gang mølle i Tibberup ? Ja, vi ved med sikkerhed, at der i 1681 ikke var mølle i byen, idet matriklen fra det år dels ikke nævner en mølle, dels udtrykkeligt fortæller, at Tibberups bønder fik malet enten på Nive Mølle eller i Helsingør.

Men samme matrikel har et par meget interessante oplysninger, som kan tydes som om, at der må have været mølle på stedet før 1681. Den af Tibberups tre vange, der strækker sig fra landsbyen og ned mod Øresund, kaldes naturligvis for Strandvangen. Men denne vang var jo igen delt op i 12 åse, der så igen var opdelt i agre. Alle åsene havde navne, og blandt disse navne finder vi dels ”Mølleslette Aasen”, dels ”Møllebjergs Aasen”. Desuden omtales under afsnittet ”eng” en ”Møllebjerg Eng”.

Disse navne er næppe opstået ved en tilfældighed – og især forekomsten af ordet ”Møllebjerg” betyder, at man kan udelukke evt. forvekslinger med tidligere og for længst forsvundne vandmøller. Da netop Tibberup Mølle ligger på et ”bjerg”, kan vi tillade os at tro på, at der har været vindmølle på toppen af møllebakken i en kortere eller længere periode. Teorien kan dog – endnu ikke – understøttes af dokumenter fra den tid. Med andre ord, vi har kun de nævnte stednavne at hænge teorien op på.

I 1697 byggedes imidlertid en ny mølle på bakken ved Øresund. Det var en såkaldt stubmølle, den eneste vindmølletype, man kendte på den tid. Det var den mølle, som svenskerkongen i år 1700 brugte som pejlemærke ved sit invasionsforsøg af Danmark, og som ved den lejlighed blev brændt af. Hvornår en ny mølle blev opført er uvist, men stubmølle var der på stedet indtil 1870, da den blev afløst af den nuværende hollandske mølle.

Tibberups gårde

Som det er fremgået af de forrige afsnit, har antallet af Tibberups gårde ligget ret stabilt fra middelalderen og op til slutningen af 1700-tallet. I skemaet over beboerne fra 1771 ses imidlertid 8 bønder, 1 møller og 12 husmænd.

De oprindelige 6 gårde var således nu blevet til 8 gårde - og de blev til flere endnu, antagelig i forbindelse med udskiftningen i 1776. På matrikelkortet over byen fra 1810, ses således ikke mindre end 10 gårde. Ifølge nummereringen af gårdene burde der imidlertid være 11 gårde i alt. Men der knytter sig dog nogen usikkerhed til denne 11. gård, som synes at være blevet lagt sammen med en af de øvrige ret hurtigt.

På kortskitsen fra 1810 (se i starten), ses de daværende placeringer af de 10 gårde, idet det må formodes, at der på et eller andet tidspunkt må have været en gård nr. 8 – antagelig placeret mellem gård nr. 7 og gård nr. 6.

De oprindelige seks gårde lå alle i selve byen, og det gjorde de også efter udskiftningen, undtagen gård nr. 7 (nuværende Egegaarden), som flyttes ud af byen og helt op ved skellet til Mørdrups jorder (til dens nuværende placering). Den næsten manglende udflytning skyldtes, at jordenes udskiftning blev foretaget (næsten) ved en såkaldt stjerneudskiftning, der indebar, at gårdene kunne blive liggende i landsbyen og have deres jorder liggende i ”vifte-form” ud fra landsbyen.

Det betød, at byens udseende stort set forblev uændret efter udskiftningen. De oprindelige husmandssteder – der var 12 husmænd i 1771 – kan stort set genfindes på kortet fra 1810, hvor der er 12 huse (med numrene fra 12 til 23 incl.). På stedet hvor gård nr. 7 (”Egegaarden”) oprindeligt lå, ses ikke opstået nogen husmandssteder. Snarere ser det ud til at nabogården, nr. 4 (”Krogagergaard”) inddrager nogle af bygningerne og resten af gårdtomten til en udvidelse af denne gård.

Nede ved stranden ligger i 1810 to gårde, dels gård nr. 10 (den senere ”Christiansminde”), dels den såkaldte ”Møllegaard”, gård nr. 11. De to gårde, nr. 1 og nr. 2 (”Enggaarden), ligger på dette tidspunkt stadig i selve landsbyen.

Krogerup sælger ud

Som tidligere nævnt, ejede Krogerup Gods jo alle ejendommene i Tibberup landsby. Men i første halvdel af  1800-tallet blev de enkelte gårde efterhånden solgt til selveje:

1851: Matr. nr. 1

1846: Matr. nr. 2  (Enggaarden)

1809: Matr. nr. 3  (Grøngaard)

1806: Matr. nr. 4  (Krogagergaard)

1809: Matr. nr. 5  (Grøndalsgaarden)

Matr. nr. 6  (Hovgaarden)

?: Matr. nr. 7 

1806: Matr. nr. 8 (Egegaarden)

1806: Matr. nr. 9 (Christiansminde)

1806: Matr. nr. 10

1807: Matr. nr. 11 (Møllegaarden)
 

- hvorimod de fleste husmandssteder fortsat tilhørte Krogerup endnu i op imod 100 år endnu. Jordarealer, som Krogerup ejede, blev endnu langt op i 1900-tallet udlejet til de lokale gårdejere.

Kilder

”Esrum Klosters Brevbog”, bd.  I + II (udg. 2002)

”Frederiksborg Amts Stednavne” (København 1929)

Niels Stenfeldt: ”Om Tikøb Sogn i Gamle Dage” (Helsingør 1960)

Valdemar Seeger: ”Fra Kulsvierlandet” (Hillerød 1929)

Richard Petersen: ”Minder fra Øresundskysten” (København1891)

Lars Bjørn Madsen (red.): ”Tikøb Sogn i året 1681” (Helsingør 1997)

”Oeders Efterretninger 1771” original i Rigsarkivet

Kirsten Johansen: ”Krogerups Skole for Tibberup og Mørdrup” (i Hels. Komm. Museers Årbog, 1998)

Kresten Tommerup: ”Tibberup” (i Medlemsorientering nr. 44, maj 1997)

Kjeld Damgaard: ”En gård i Espergærde ved Kvistgaard” (i Egebækken nr. 20, juni 1996)

Kjeld Damgaard: ”Solgte 219 villagrunde, som ikke måtte bebygges” (i Egebækken nr. 29, dec. 2000)

+ diverse optegnelser i Christian Sørensens arkiv og i Kjeld Damgaards arkiv.

Vejene i Tibberup

Vejen gennem det meste af den gamle landsby hedder nu Gammel Tibberupvej. Ordet ”Gammel” er sådant set lidt underligt - der er jo ingen Ny Tibberupvej, men vejnavnegivning er desværre ikke altid lige logisk og ofte præget af ønsker om at det skal lyde romantisk.

Gammel Tibberupvej er jo den oprindelige Tibberupvej, blot i en forkortet udgave. Oprindeligt gik Tibberupvejen fra den nuværende Gammel Strandvej og op til Hovvej, men starter nu først her nede ved Tibberup Allé.

Der henvises i øvrigt til omstående liste over vejnavne og deres betydning.

Nellemanns Planteskole

Denne planteskole var ret berømt, dens jorder strakte sig helt ned til kommunegrænsen mod syd, og det var egentlig ved udstykningen af denne jord, at Conrad og Ingeborg Nellemann fik deres betydelige formue, som de har doneret til et fond, som nu uddeler penge hvert år på grundlovsdag til kulturelle formål på sydkysten.

Forestil Jer at hele arealet herfra og ned til kommunegrænsen, d.v.s. det lille vandløb (Krogerups marker) var altså planteskole og ubebygget.

Lidt længere fremme kommer vi ind i selve landsbyen – den første gård lå her henne til venstre … Gård nr. 1 lå henne på hjørnet af Sandvejen. En firelænget gård med stuehus mod øst. Den eksisterer ikke længere, den blev nemlig slået sammen med gård nr. 2, som jeg skal udpege beliggenheden af lidt senere. De to gårde blev så flyttet ud af byen for omkring 200 år siden, og en ny gård bygget: Tibberupgaard

Vi er standset her ved stenen, med årstallet 1697 fordi der her er en direkte forbindelse tilbage til den tid, hvor hele Tibberup landsby hørte under Krogerup Gods.

Stenens oprindelse er usikker – måske var det en måde for Krogerup Gods’ ejere at markere dets ejendomme, vi kender lignende stene fra bl.a. Mørdrup. Niels Jørgen Pedersen er ved at forske i sagen.

Men hermed er afsløret at stedet altså hørte under Krogerup – et særkende for landsbyerne Mørdrup og Tibberup samt fiskerlejet Espergærde – som alle hørte under Krogerup fra 1660’erne til engang i løbet af 1800-tallet. At der overhovedet var et privatejet gods i Nordsjælland, der jo stort set var ejet af kongen, var undtagelsen der bekræfter reglen. Svenskekrigene – Hans Rostgaard….

Stenen har ikke altid ligger lige her – vi ved, at den er flyttet her over på denne side for omkring 50 år siden. Krogerup Gods betragtede faktisk beboerne som nogen de skulle tage sig af… uanset at bønderne blev tvunget til hoveri på godset, så oprettede godset faktisk en skole for Mørdrup og Tibberups børn. Den hed Tibberup skole og lå formodentlig oprindelig her i Tibberup, men vi ved ikke hvor. Den blev opført omkring 1742-43. I 1780’erne ophører skolen imidlertid, og en ny bliver bygget midtvejs mellem Tibberup og Mørdrup. Slut i 1796.

Gårdene i Tibberup

Tilbage til middelalderen er det normalt muligt at følge landsbyerne og deres størrelse = antal gårde. I 1681: 4 hele gårde og 2 halve. Der var 3 vange: Strandvangen, Tuekærs Vang og Landevejs Vang.

Men Tibberup vokser tilsyneladende, for i forbindelse med udskiftningen ser det ud til at landsbyen nu består af 10 gårde, hvoraf to dog var halvgårde – måske de samme som 100 år før.

Af disse 10 gårde er de 5 fuldstændigt forsvundet, og flere af de øvrige ændret til ukendelighed, faktisk er det kun Egegaarden, der i sit ydre fremtræder nogenlunde, som da den blev drevet som landbrug. Egegaarden kommer vi ikke forbi i dag – og alligevel gør vi på en måde.

På den anden side af vejen:

Her lå de to halve gårde. Den sidste del (den ene gård) blev revet ned i 1969, og sammen med den også nogle meget gamle huse. Oprindeligt var gårdene bygget sammen, således at de to gårde lå rundt om en fælles gårdsplads. Da den ene gård flyttede ud af landsbyen i 1880’erne blev den anden tilbage. Den gård, der flyttede ud var Hovgaarden, medens den der blev tilbage hed Grøndalsgaarden

Den sidste ejer af Grøndalsgaarden solgte til et konsortium, som straks efter – i strid med de daværende byplaner m.v. – udstykkede al jorden. Det kom der en meget langvarig sag ud, som først sluttede for 12-14 år siden, da jordene endelig blev bebyggede. Men de stakkels mennesker, der havde købt en grund i 1964 fik aldrig lov at bygge, og fik heller aldrig et økonomisk udbytte af sagen.

Vi går lidt videre

Her lå Egegaarden – d.v.s. indtil engang i starten af 1800-tallet. På en matr. kort fra 1813 er både den nye og den gamle gård aftegnet…

Lige overfor ligger endnu Grøngaard – d.v.s. den gård som blev opbygget i starten af 1950’erne efter at den oprindelige, gamle gård var brændt. Gården har i flere generationer tilhørt familien Poulsen – Rose-familien.

Og der ligger endnu et af de oprindelige husmandshuse fra Krogerups tid. Den østre halvdel er oprindelig, bindingsværk, fremspringende bjælkehoveder, højtsiddende  vinduer med små ruder. Her boede skomager Nielsen, om hvem det fortælles at han deltog i 3 års krigen, og efter sin hjemsendelse havde søgt om tilladelse til at nedsætte sig i Tibberup som skomagermester. Amtmanden ville imidlertid ikke give tilladelsen af hensyn til de allerede eksisterende skomagere. Men så fortalte Nielsen, at Frederik den 7. ved hjemsendelsen havde sagt, at hvis de senere i livet skulle komme ud for høje herrer, der stillede sig i vejen for dem, skulle de bare komme til kongen… hvorpå amtmanden fik sagen ordnet på 8 dage.

Dér – bag huset hvor nu Hornbækvej er - lå så oprindeligt Grydemosegaard. D.v.s. dengang den lå her, hed den ikke sådan, men Krogagergaard. Den brændte imidlertid i 1938 og blev ikke genopført samme sted, men opført som Grydemosegaard… Familien Poulsens frugtplantage. Og derfor vejen hedder Svend Poulsen – ikke Gøngehøvdingen.

Her lå også et parcelliststed – udstykket fra Hovgaarden – ved navn Landlyst, nedrevet midt i 1960’erne.

Her må man så forestille sig de oprindelige meget smalle veje – Hovvejen (årsag til navnet) og Kellerisvej (nummereringen af Kellerisvej afspejler stadig denne sammenhæng).

Vi går nu tilbage til Sandvejen.

Sandvejen

Egentlig er dette jo Hovvejs forlængelse, men vejen er vistnok aldrig blevet kaldt Hovvej. Da der i 1907 var ønske fremme om at få vejen gjort offentlig, så kaldte man blot vejen mellem Tibberup og Krogerup – men senere kom den officielt til at hedde Krogerupvej. Det navn beholdt den frem til 1975, da den fik navnet Sandvejen.

Her på hjørnet ser vi et af de oprindelige Krogerup-huse – nu kraftigt moderniseret. Disse huse var husmandshuse – beboerne fæstede huset, mod at yde arbejde – hoveri til Krogerup Gods.

Videre ned ad Sandvejen.

Smedien

Her lå Tibberup Smedie måske fra ca. 1854. Her har vi en erindring af N.P.Hansen, der fortæller om smeden her, som blev grebet af Indre Mission, og til sidst lukkede smedien og blev vækkelsesprædikant. Smedekonen holdt så søndagsskole for omegnens børn. Møderne blev holdt her, undtagen juletræsfesten, der blev holdt på Grøngaard – det var i 1880’erne.

På den anden side af vejen går Enggaardsvej ind til højre. Her lå oprindeligt den gård nr. 2, som sammen med den første jeg påviste, blev slået sammen til ”Tibberupgaard”, som indtil ca. 1900 var en rigtig gård og ikke den lystejendom, som den senere blev ombygget til.

Vi fortsætter op til Lysskovvej…

Oppe på toppen byggede juveler Möinichen i 1920 sin sommervilla, efter at have boet som landligger i Tibberup i nogle år forinden, forelskede han sig i stedet og lod altså et hus opføre, som senere er blevet kaldt Enggaarden, men den opr. gård og Möinichens ejendom har for så vidt intet andet tilfælles en navnet…

Fortsætter man ud ad Sandvejen kommer man ud af sognet nede ved bækken. Lige på den anden side lå oprindeligt et arbejderhus tilhørende Krogerup. Huset kaldtes på grund af dens kvadratiske form (pyramidetag) for Blækhuset.

Vi fortsætter nu ad Lysskovvej og svinger til venstre ad Tibberup Allé når vi kommer helt der over. Denne vej er egentlig Tibberupgaardsvej og den overgang over Kystbanen, der var åben indtil 1996 var en rest af denne vej – nemlig vejen fra Tibberup landsby til den udflyttede gård.

Næste holdt bliver først når vi kommer helt op til Gammel Tibberupvej igen.

Gammel Baneovergang

Vi er nu gået ad Tibberup Allé – pudsigt navn ikke ?

Her må man tænke sig de gamle vejforløb. Oprindeligt gik Tibberupvejen jo ligeud – ad Vestre Bomvej. På den anden side af banen ligger endnu ledvogterhuset, men ikke siden 1920 har der boet en ledvogter i huset. En dag ved lejlighed kan I selv prøve at gå helt hen til banen her – og I vil kunne se, at overkørslen stadig findes, i den forstand, at den oprindelige vejdæmning stadig findes.

Fra 1920-75 så det imidlertid anderledes. Vejen slog et sving ned til Kildemosevej gennem en smal viadukt og skarpt til højre igen ad den vej, som nu kaldes Gl. Brovej.

Vi går en tur derover.

Gammel Brovej

Vi står nu på Gammel Brovej og på Bakkedraget. Gammel vejforløb ses her tydeligt. I ejendommen her lå Tibberups købmandshandel i gennem et par generationer. Købmand Engdahl kan endnu huskes af flere – forretningen lukkede i 60’erne – så kom købmand Jørgen Bendtsen, som byggede den store butik oppe på hjørnet… senere møbelforretning, nu video…

På den anden side af vejen lå indtil midt i 1970’erne Sydkystens gasbeholder. Det var sådan at hele sydkysten fra Helsingør i nord til Humlebæk i syd, fik leveret husholdningsgas fra Helsingør Gasværk. Det blev ført frem i ledninger, men af hensyn til en fast forsyning etablerede man en gasbeholder her – den skulle så holde trykket oppe på hele strækningen.

Vi passerer herefter Ny Strandvej, der på denne strækning blev bygget i 1933-34. Og går over til Gammel Strandvej. På venstre hånd passeres en ældre gul bygning, som i en periode fra 1900 var mejeri.

Tibberup Møllegaard

Her står vi så overfor Tibberup Møllegaard, der hedder sådan fordi mølleren i en lang periode boede på denne ejendom. Gården er en af de 10 oprindelige gårde i Tibberup – alderen kan vi dog kun gætte på. Ejendommen blev i starten af 1900-tallet af den legendariske tømrermester Harald Tjellesen, som lod den oprindelige gård ombygge til lejligheder. En vej opkaldt, men boede ikke her.

Christiansminde / Humlegaarden

På den anden side af vejen ligger den sidste af Tibberups gårde, nemlig Christiansminde. Den er nu en del af Ungdomsskolen/Efterskolen Øresund, som bruger den til bolig for sine elever. Her boede i slutningen af 1800-tallet familien Mauritzen, som lod hele kyststrækningen udstykke i parceller til sommerhuse. På gården boede i øvrigt i en periode også Mauritzens datter og svigersøn, nemlig fabrikant Nichum – Helsingør Papirsposefabrik – som senere ved sammenlægninger blev til Dansk Papir Industri – hvis domicil under nyt navn (Meydan) nu ligger i Espergærde-området. Verden er lille.

Under Fredensborg Slots storhedstid omkring århundrede skiftet skete det i øvrigt en gang at hele den samlede kongefamilie med den russiske czar, den engelske dronning m.fl. var på udflugt til Tibberup. Det faldt dem da ind, at besigtige en almindelig gård – Christiansminde. Ifølge den avisomtale der var af begivenheden var man dog mest imponeret af udsigten fra gårdens stuehus og terrasse, hvilket man jo godt forstår.

I 1933 ejede skibsreder Banch ejendommen og han omdøbte den til Humlegaarden – et navn som ejeren af ejendommen af det tilsvarende navn i Humlebæk (kurstedet) protesterede over. Men navnet blev godkendt – men i dag anvendes det ikke mere.

Vi har fået lov at gå over til skolens hovedbygning og man kan gå gennem haven eller via vejen…

Møllebakken

Stedet er bygget i år 1900 af grosserer Johannes Neye. Ham kender I sikkert godt, for der eksisterer jo stadig et velrenommeret firma med samme navn, som sælger lædervarer. I 1914 købte skibsreder Poul Carl ejendommen – ham vender vi tilbage til lidt senere. I 1924 overtog prokurist Georg Jensen Møllebakken. Han var prokurist / direktør for firmaet Hasselbalch & Co samt fra en lang række andre tekstil- og gardin firmaer i Danmark, Norge og Sverige.

Der knytter sig i øvrigt den lille historie til Georg Jensens køb af ejendommen at hans hustru forlangte en glasmosaik i det store runde vindue fjernet. Det var nemlig et billede af ”Georg og Dragen”.

Men Georg Jensen anvendte kun huset som sommerhus. Til gengæld var her livligt om sommeren, når man med familie (der var i alt 9 børn), tjenestefolk og inventar flyttede på landet. Personalet var dengang stort: 3-4 tjenestepiger, en gartner og en chauffør.

Georg Jensen døde i 1955 og året efter overtog Ungdomsskolen Øresund stedet, og driver det fortsat men nu under navnet Efterskolen Øresund.

Kig jer omkring, bemærk stuklofterne og de høje paneler.

Vi mødes herefter ovre på møllen…

Tibberup Mølle

I slutningen af 1600-tallet blev den første mølle her på bakken antagelig bygget. Det var efter datidens skik en stubmølle, hvor altså hele møllen skulle drejes for at gå i mod vinden. I året 1700 blev møllen centrum i Carl den 12.’s landgang – antagelig har man taget bestik af møllen og tropperne landsattes. Vi skal altså tænke os 302 år tilbage i tiden. Dagen var den 4. august ved 5-6 tiden at den svenske flåde nærmede sig, i alt 19 orlogsskibe og ca 100 mindre fartøjer med i alt ca 5.000 svenskere. Overfor dem stod ca 400 ryttere samt nogle få hundrede udkommanderede bønder samt i alt 6 små kanoner.

De kunne ikke hindre svenskerne i at gå i land og de besatte hurtigt det nærmeste opland, brændte møllen af, plyndrede Krogerup og de nærmest liggende landsbyer. I løbet af de næste dage overførtes yderligere 7-9.000 mand. Hovedlejren lå her på møllebakken og et stykke mod syd ned mod Babyloneskoven, hvor man endnu kan skimte resterne af nogle af svenskernes forsvarsværker.

I 17 dage lå han her – drog derefter mod København, men nåede kun til Rungsted – da storpolitikken (England og Holland) tvang ham til at trække sig tilbage.

I den efterladte lejr her ved Tibberup fandt man et underligt efterladenskab – en slags meddelelse fra svenskerne: En levende Bjørn, lænket til en pæl, med en død hest foran sig, som den ikke kunne nå. Symbolet var altså Bjørnen var Sverige, den døde hest Danmark og lænken Holland og England som hindrede Sverige i at nå sit mål…

I 1870 blev den nuværende mølle bygget, men den var kun i drift i måske 30 år. Allerede i 1914, da skibsreder Carl overtog Møllebakken var møllen forfalden og der var tanker om at lade den nedrive – imidlertid ofrede Carl en masse penge på renoveringen…

I 1975 overtog Helsingør Kommune møllen, der i mange år er blevet benyttet af familien Szabad til kunstnerværksted og galleri. Dengang åbent alle dage fra 11-17…

Hermed vil jeg slutte dagens tur…. Godt nok har jeg skrevet og sagt at vi ville slutte samme sted som vi startede, men egentlig kan vi ligeså godt slutte her og så kan de der vil gå med tilbage – andre kan gå lige hjem.